Elever skal kunne redde liv, men skoler dropper førstehjælp

Kun lidt over halvdelen af folkeskolerne underviser eleverne i førstehjælp, på trods af at det er et lovkrav.

På Sct. Norberts Skole i Vejle bliver eleverne undervist i hjertemassage og kunstigt åndedræt.

Det gør de, fordi det har været et obligatorisk fag siden 2005.

Men faktisk er Sct. Norberts Skole på den måde en duks i klassen, for det er kun seks ud af 10 skoler, der underviser i førstehjælp, på trods af at det er et lovkrav.

- Vi prioriterer det meget højt, at børnene ved, hvordan de kan hjælpe andre. Så derfor synes jeg, at det er rigtig godt, at børn helt ned fra en 11-12 år lærer, hvordan man skal gribe ind, siger Henrik Bech, der er skoleleder på Sct. Norbert Skole i Vejle.

Her er førstehjælp en fast del af undervisningen i faget natur og teknologi i 5. til 10. klasse.

Kommunernes ansvar

Det er kommunernes ansvar, at skolerne overholder lovgivningen og underviser i førstehjælp. Men det er altså kun lidt over halvdelen af skolerne, der har det på skemaet.

- Det er der nok forskellige forklaringer på. Det er klart, at det er vigtigt, at det indgår som en fast del af undervisningsforløbet på alle skoler; så der er en opgave, der skal løses derude, siger Jacob Bjerregaard, der ud over at være borgmester i Fredericia også sidder i Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening.

Han opfordrer kommunalbestyrelser og skoleudvalg til at være opmærksomme på, om de har fået førstehjælp på skoleskemaet.

"Det gør meget for dem"

På skolen i Vejle kommer lærerne hvert andet år på kursus i førstehjælp, så de er klædt på til at undervise eleverne.

Og her går både lærere og elever meget op i den livreddende undervisning.

- Det er jo ikke det hele, der hænger fast, men så ved at repetere, så efterhånden, så bliver de trygge ved at bruge det og trygge ved, at de faktisk kan være med til at gøre en forskel. Og det gør rigtig meget for dem, siger Inge Kristoffersen, der er lærer på Sct. Norbert Skole.