Fabriksbygning i Give sælges med 24 millioner kroners rabat
En 8000 kvadratmeter produktions- og lagerbygning står næsten færdigbygget i Give. Tyske ejere brugte omkring 45 millioner kroner på den - nu er den til salg for under halvdelen.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
En tyskejet virksomhed købte i 2020 en stor industrigrund ved Give og gik i gang med at bygge en 8000 kvadratmeter stor fabriksbygning.
Den skulle bruges til at producere cannabisprodukter til medicinsk brug, men bygherren stoppede byggeriet i 2021, inden det stod færdigt, skriver mediet.
Den tyske virksomhed nåede at poste omkring 44 millioner kroner i byggeriet, inden det blev sat til salg i 2022 for 34 millioner kroner.
Nu er de mange kvadratmeter til salg for kun 20 millioner kroner.
- Der mangler jo stadigvæk nogle ting, der skal laves færdige. Men så kunne det, at prisen er faldet, være et incitament til at køber selv gør tingene færdige og stadig gør en god forretning, siger Henrik Lundsgaard Nielsen, der er erhvervsmægler hos Nordicals, som er det mæglerfirma, der har fabriksbygningen slået op.
Lokke nye virksomheder til
Området betyder selvfølgelig også noget for salget, og for erhvervsmægleren handler det om at lokke nye virksomheder til.
- De senere år er der sket stor udvikling i Give og omegn, og motorvejen er ved at blive mere brugt. Så der er mere aktivitet på erhvervssiden i Give, end der før har været, siger Henrik Lundsgaard Nielsen.
I øjeblikket forhandler han med to højaktuelle emner, og han tror på, at det snart lykkes af få solgt fabriksbygningen.