Fængslet og udvist - kørte i tog med oversavet pumpgun

En iransk statsborger fra Vejle skal i fængsel og bliver efterfølgende udvist for at have anskaffet sig en pumpgun med henblik på at sælge den videre.

Et år og seks måneders ubetinget fængsel og udvisning. Sådan lød dommen over den 26-årige iransk statsborger ved Retten i Kolding.

I februar 2017 kom han i besiddelse af en pumpgun med oversavet løb og 45 jagtpatroner på Istedgade i København.

quote

Han transporterede pumpgun og patroner i en sort affaldssæk med toget fra København til bopælen i Vejle. Her opbevarede han pumpgunen og patronerne i en uaflåst skuffe under sengen.

Rie Brandi, anklagerfuldmægtig, Sydøstjyllands Politi

- Mandens intention var at sælge våbnet, efter at han havde transporteret pumpgun og patroner i en sort affaldssæk med toget fra København til bopælen i Vejle. Her opbevarede han pumpgunen og patronerne i en uaflåst skuffe under sengen, fortæller anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi, Rie Brandi, i en pressemeddelelse.

Udover fængselsdommen og konfiskering af den oversavede pumpgun og tilhørende ammunition, blev den iranske statsborger udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år.

- Retten lagde vægt på våbnets farlige karakter. Straffen skærpes yderligere, når der samtidig besiddes ammunition, der kan affyres med skydevåbnet. Der udmåles også en skærpet straf, når skydevåbnet besiddes på et offentligt tilgængeligt sted, slutter Rie Brandi.

Den iranske statsborger modtog dommen og blev varetægtsfængslet efter dommen.