Fagboss: Vi forklarer os ikke godt nok

Fagbevægelsen er ikke gode nok til at forklare konflikter som den mod Vejlegården, erkender formand for HK.

Fagbevægelsen halter bagefter, når det gælder om at forklare faglige konflikter som den mod Restaurant Vejlegården i Vejle.
Det erkender formand for HK Kommunal, Kim Simonsen.

- Det tager mere end tyve sekunder at forklare den danske arbejdsmarkedsmodel, mens det tage få sekunder at sige, at fagbevægelsen opfører sig som en mafia. Og nej, vi er ikke gode nok til at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, siger Kim Simonsen.

HK's hjemmeside blev en overgang i weekenden lagt ned af hackere, fordi HK blokerer Vejlegården i sympati med 3F, der i fire måneder har ligget i konflikt med restauranten.
Nu er den oppe at køre igen.
Til gengæld har hackernes angreb stadig lammet 3F's hjemmeside.