Fire små løveunger er kommet til verden i Givskud

Løveflokken i Givskud Zoo har fået fire nye små medlemmer. En af løveparkens hunner har fået unger - to af hvert køn.

         
Efter godt to et halvt år uden unger er der nu igen små løvekillinger i Givskud Zoo. Der går dog endnu lidt tid, inden publikum kan se de nye små, der kom til verden den 12. maj.

- Vi er superglade for de fire nye. Vi har igennem længere tid arbejdet på en større rokade og udvidelse af flokken, så disse unger er jo vigtige både for vores arbejde i parken og for det generelle internationale avlsarbejde på tværs af dyreparker og zoologiske haver, siger direktør Richard Østerballe.

Moren til kuldet er allerede erfaren, da hun også fik unger for et par år siden.

- Ungerne trives. De får mad, og de begynder så småt at tulle lidt rundt i staldrummet. Så det varer ikke længe, før de leger og tumler ovenpå moren, fortæller direktøren.

Når skolerne får sommerferie, vil ungerne være så store, at de vil kunne komme med ud og hilse på gæsterne i Givskuds løveanlæg.
Når skolerne får sommerferie, vil ungerne være så store, at de vil kunne komme med ud og hilse på gæsterne i Givskuds løveanlæg.
Foto: Givskud Zoo

Kan endnu ikke ses af gæster

Moren blev sluset fra flokken lige inden fødslen og placeret i egne staldrum, så der kunne være ro omkring den. I naturen søger løvinder også væk fra flokken for at føde unger og tilbringe den første tid med de små alene.
Roen skal fortsætte, mens ungerne er helt små. Derfor går de og moren alene - dog med kontakt gennem tremmer til parkens andre løver.
Når ungerne bliver lidt større, skal de introduceres både for faren og de andre hunner i flokken - og for parkens anlæg, hvor gæster kører rundt i bil.

-   Vi satser indtil videre på, at i højsæsonen,  når skolerne holder sommerferie, vil ungerne være så store, at de vil kunne komme med ud og hilse på gæster i vores store anlæg, siger Richard Østerballe.

Rekordbesøg i pinsen

Givskud Zoo lukkede sæsonens første gæster ind fredag efter corona-lukningen - og hele pinsen har budt på rekordbesøg af publikum. På forhånd havde parken håbet på 75 procent af det normale besøgstal i sæsonen - men der blev sat rekord med 130 procent.

- Pinsedag havde vi 5.000 gæster - og heldigvis har vi god plads, så alt gik uden problemer. Alle afstandsregler blev overholdt, så det var en god oplevelse for både gæster og ansatte, siger en glad Zoo-direktør Richard Østerballe til TV SYD.