Flere anmeldelser om indbrud i varebiler
Det er særligt værktøj, der bliver stjålet, når tyvene er på rov i varebiler.
Siden den 1. juni har Sydøstjyllands Politi modtaget 37 anmeldelser om tyveri fra last- og varebiler.
En gennemgang af anmeldelserne viser, at det særligt er varebiler, der indeholder værktøj, som gerningsmændene er interesseret i. Det er blandt andet vinkelslibere, boremaskiner og fliseskærere, som er blevet stjålet.
Indbruddene er fordelt over det meste af kredsen, men det er i Vejle og Horsens-området, at de fleste anmeldelser er kommet fra. Derudover er der også registreret indbrud i varebiler i blandt andet Kolding, Fredericia og Skanderborg.
Desuden opfordrer Sydøstjyllands Politi til, at indehavere af varebiler med værktøj overvejer at fjerne værdifuldt værktøj fra bilen inden ferie eller ved fyraften.