Flere dropper timerne i køkkenet og bestiller nytårsmenuen udefra

Når årsskiftet skal fejres bestiller flere og flere af os maden udefra eller tager ud og spiser. Det oplever de især hos Din Madpartner i Vejle og hos Comwell Kellers Park.

Findes der noget bedre, end at gå og hygge sig med at gøre nytårsmaden klar? Ja, det gør der tilsyneladende, for et stigende antal af os bestiller nemlig nytårsmenuen eller går ud og spiser nytårsaften.

Nytårsaften er gået hen og blevet en af de største dage på året for vores restauranter og hoteller. 

Blandt andet hos cateringfirmaet Din Madpartner i Vejle, hvor de er gået fra 3.000 kuverter i 2016 til 5.600 kuverter i år. 

- Der er ingen tvivl om, at det er en af årets største dage for os, hvis ikke dén største, fortæller Pernille Jul Nielsen, der er medindehaver af Din Madpartner i Vejle.

Kræver større gryder

Hos Din Madpartner er det kun konfirmationstiden, der nærmer sig nytåret i antallet af bestillinger. Hvor konfirmationerne dog er spredt ud over flere søndage i foråret, er det kun til nytår, at så mange bestillinger køres afsted på én gang.

quote

Kunne vi gøre det to gange om året, så gjorde vi det gerne.

Pernille Jul Nielsen, medindehaver, Din Madpartner

I år betyder de mange bestillinger, at Din Madpartner har måttet investere i nye og større køkkenredskaber - for eksempel flere ovne og en gryde, der kan holde 200 liter. 

- Vi synes, det her er vanvittigt sjovt, og kunne vi gøre det to gange om året, så gjorde vi det gerne, fortæller Pernille Jul Nielsen.

Hos Din Madpartner har de købt en ny 200 liters-gryde i anledning af de mange bestillinger nytårsaften.
Hos Din Madpartner har de købt en ny 200 liters-gryde i anledning af de mange bestillinger nytårsaften.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

Udsolgt luksus

På Comwell Kellers Park i Børkop oplever de også, at flere og flere efterspørger en ‘nem’ nytårsaften, hvor tiden bruges på familie og venner frem for i køkkenet. 

Til arrangementet på Comwell Kellers Park nytårsaften har de udsolgt. Der kommer 160 gæster til fire-retters menu, livemusik og fyrværkeri. 

- Nytårsaften er ikke vores største aften, men det er en aften, hvor vi virkelig hygger om vores gæster, fortæller Frederik Jelstrup, der er hoteldirektør på Comwell Kellers Park.