Flygtet fange nåede fra Køge til Fredericia

20-årig, der skal udvises efter hjemmerøveri, er blevet fundet igen efter en kortvarig flugt.

Opdatering: Politiet oplyser, at den 20-årige er anholdt i Fredericia og ikke i Vejle.

Tre døgn efter flugten fra Køge Arrest er en 20-årig mand fundet i Fredericia, oplyser politiet. 

Manden er af en byret blevet dømt for hjemmerøveri og er udvist af Danmark. I arresten venter han på, at Østre Landsret tager stilling til hans anke af dommen. Men tålmodigheden slap altså op tidligt fredag morgen lidt efter klokken fire, da han stak af.

Natten til mandag lykkedes det så politifolk fra Sydøstjyllands Politi at anholde den flygtede i Fredericia.

Den unge mand, der er syrisk statsborger, blev taget på fersk gerning, da han kort før klokken fire var ved at bryde ind i en bil, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Over for betjentene ønskede han ikke at opgive sit navn.

Det var i fredags, at den 20-årige blev efterlyst med navn og foto, og i den forbindelse sagde politiet, at han ikke blev vurderet til at være farlig.

Efter dommen i januar udviste den unge mand også manglende lyst til at være i myndighedernes varetægt. Her stak han af fra en politipatrulje, men blev fundet i Kalundborg i løbet af samme døgn.