Fodboldekspert peger særligt på én mulig årsag til Vejles kollaps

Efter endnu et nederlag søndag er Vejle Boldklub endnu tættere på at rykke ned i 1. division. Fodboldekspert Morten Bruun spår ingen chancer for overlevelse i Superligaen.

Efter Vejle Boldklubs nederlag i søndagens kamp mod FC Nordsjælland, er chancen for overlevelse i Superligaen nærmest umulig. 

Med én kamp tilbage er Vejle tre point efter AGF, der samtidig har inkasseret 18 mål færre end vejlenserne. Fodboldekspert hos TV 2, Morten Bruun, peger på, at Vejle Boldklub allerede i første halvdel af sæsonen lagde grundlaget for nedrykningen.

- Klubben har gjort et ærligt forsøg på at redde det i foråret, men de har skullet indhente alt for mange point, siger han til TV SYD.

Sidste sæson fik Vejle en god start og lå længe i toppen af tabellen i grundspillet. Men nu er gassen gået af ballonen. 

- De havde en dårlig start på sæsonen, og med to gange trænerskifte har der ikke været meget stabilitet, påpeger Morten Bruun.

Alvorligt profilkig

Det ser sort ud for de røde, og Morten Bruun peger særligt på én mulig årsag.

- Jeg synes, de skal tage et alvorligt kig på den profil, de har med antallet af udenlandske spillere i forhold til danske. Deres strategi lød på en tredjedel unge talenter, en tredjedel danske profiler og en tredjedel udenlandske profiler, og det har de ikke levet op til, siger han.

I klubbens bruttotrup har ni spillere dansk nationalitet, mens tretten spillere kommer fra andre dele af verden. 

quote

Vejle Boldkub skal nok blive et stærkt bud på oprykning til næste år igen

Morten Bruun, fodboldekspert ved TV 2 Sport

- De har ikke haft nogen national forankret stamme på holdet, kan man sige. For jeg vil hævde, at ejerskabet ikke kan være det samme for en spiller, der er lejet for et halvt år, fastslår Morten Bruun.

Morten Bruun er opvokset i Uldum ved Hedensted, og derfor gør det også ondt på ham personligt, at Vejle Boldklub klarer sig skidt.

- Som fodbolddreng var Vejle Boldklub jo min store kærlighed, men jeg har bare trukket på skuldrene, når holdopstillingen til kampene er blevet præsenteret, for jeg har ikke noget forhold til spillerne.

Ikke flere Superligahold

Hvis Vejle Boldklub ryger ned i 1. division, betyder det samtidig, at Syd- og Sønderjylland ikke har et eneste Superligahold - medmindre AC Horsens fortsætter kursen i 1. division og dermed træder ind i Superligaen.

Ifølge Bet365 er det Vejle, AGF og FC Nordsjælland, der er tættest på en nedrykning, hvor Vejle bliver spået de absolut dårligste chancer med odds 1,08.

Selvom Morten Bruun ikke tøver et øjeblik med at sige, at Vejle Boldklub ikke overlever i Superligaen, er han optimistisk om klubbens fremtid.

- Der er ingen grund til at tro, at Vejle Boldklub falder fra hinanden, for de er jo rykket ned før under samme ejer. Vejle Boldkub skal nok blive et stærkt bud på oprykning til næste år igen, ligesom man ser, at AC Horsens er på vej tilbage igen, siger Morten Bruun.