Fodboldsfans kniber sig i armen: Vejle og Sønderjyske topper Superligaen

Både Sønderjyske og Vejle Boldklub har de seneste to døgn på skift indtaget Superligaens førsteplads. Begge klubbers trofaste fans kniber sig i armen.

Fra søndag klokken 18 til mandag aften kort før klokken 21 indtog Sønderjyske førstepladsen i Superligaen. Herefter blev de dog overhalet af Vejle, der med sejr på 3-1 over AaB i Aalborg overtog førerpladsen.

Det illustrerer, hvilken god start de to klubber har fået på Superligaen i efteråret. Trods et enkelt nederlag og en uafgjort kamp har Vejle og Sønderjyske været rækkens mest stabile i de første seks runder, hvor de sammen med de regerende mestre fra FC Midtjylland ligger tæt på de tre øverste pladser.

 
 

Brian Jørgensen er formand for Vejle Boldklubs officielle fanklub, Crazy Reds, og han kniber sig selv i armen over placeringen.

- Jeg er vældig glad for at ligge på førstepladsen efter seks kampe - men endnu mere glad for, at der er 11 points afstand til en nedrykningsplads. For Vejle handler det i den sidste ende om overlevelse i rækken - men det er da skønt, at vi både spiller smukt fodbold og får point, siger fanformand Brian Jørgensen.

Brian Jørgensen er formand for Vejle Boldklubs officielle fanclub, Crazy Reds.
Brian Jørgensen er formand for Vejle Boldklubs officielle fanclub, Crazy Reds.

For to år siden fik Vejle også en god start efter oprykning til Superligaen - men allerede efter et par kampe mistede holdet gejsten og kunne ikke stå distancen og rykkede ned.

- Holdet er bedre nu, og de point vi får nu, kan ingen tage fra os igen. Det er kun ærgerligt, at der er så få fans, der kan se kampene på stadion på grund af corona-restriktioner, siger Brian Jørgensen.

Ny fanformand for Sønderjyske

Hos Sønderjyske Fodbold Support er Rasmus Thomsen netop blevet formand for fanklubben i et efterår, hvor både pointhøst og spillets kvalitet er mere end godkendt.

- Det er utroligt sørgeligt, at vi ikke kan se kampene fra det nye fanafsnit på stadion i Haderslev, når nu det hele ellers lykkes for Sønderjyske, siger Rasmus Thomsen.

Begge fanformænd har opgivet håbet om, at der kan komme flere end 500 personer på stadion resten af 2020.

Det er også umuligt for begge fanklubber at samle medlemmerne, når man kun må mødes i grupper på maksimalt 10 personer. Storskærmsarrangementer og klubmøder med spillerne må vente til bedre tider.

- Glæden over den øjeblikkelig topplacering lindrer dog afsavnet. Jeg tror og håber nu på, at Sønderjyske fortsætter de gode takter og kommer med i top seks - før sæsonen ville jeg være glad for at slutte som nummer otte, lyder det fra Rasmus Thomsen, formand for Sønderjyske Fodbold Support.

Allerede fredag skal  Vejle i kamp igen mod Randers FC, mens Sønderjyske først mandag aften tager imod AGF.

Rasmus Thomsen, formand for Sønderjyske Fodbold Support.
Rasmus Thomsen, formand for Sønderjyske Fodbold Support.