Første år som folketingspolitiker: - Det har været turbulent.

5. juni er grundlovsdag, og sidste år var det også valgdag. I dag er det derfor et år siden, at Christoffer Melson, (V), og Birgitte Vind, (Soc. dem.) blev valgt ind i folketinget. Det første år har budt på markante oplevelser.

- Det har været turbulent.

Ordene kommer fra vejlenseren Christoffer Melson, (V), der begyndte sit første år som folketingspolitiker med valg af ny formand og næstformand i partiet.

Han fortæller til TV SYD, at mange i partiet var påvirket af situationen, men på trods af den turbulente start, så føler Christoffer Melson, at han er blevet taget godt imod.

- Jeg oplever en god kultur i partiet. Der er højt til loftet, hvilket også gør, at selvom jeg er ny i gruppen, så kan jeg tillade mig at rejse mig op og også være med i debatten, siger han.

En anden nybegynder på Christiansborgs bonede gulve kommer også fra Vejle. Birgitte Vind, (Soc. dem.) kan også i dag, fredag, fejre sit første år som folketingspolitiker, og hun er glad for sit nye arbejde.

- Det er skønt at blive en del af folkestyret. Det er betydningsfuldt og vigtigt, siger hun til TV SYD.

Savner normal hverdag

Selvom de to vejlensere har fået en spændende start på deres første år som folketingspolitikere, så kommer de ikke uden om den verdensomspændende coronapandemi. Den har også påvirket arbejdet som fuldtidspolitiker.

- Det har været en meget speciel situation, men jeg glæder mig til at komme tilbage til en normal hverdag, hvor jeg kan komme ud og snakke med borgerne og komme på virksomhedsbesøg igen, siger Christoffer Melson.

Han bliver bakket op af Birgitte Vind, der glæder sig til at dykke ned i sine ordskaber på en anden måde, end som hun har gjort under coronakrisen.

Virtuelle taler

På dagen, hvor både Christoffer Melson og Birgitte Vind kan fejre 365 dage som folkevalgte politikere på Christiansborg, har de begge to afholdt virtuelle grundlovstaler.

Og netop på denne dag er det også demokratiet, som de to politikere lægger vægt på.

- Det er specielt at holde en grundlovstale i dag, når vores frihedsrettigheder er taget ud af kraft. Det er vigtigt, at de rettigheder, grundloven har givet, dem prøver vi at vende til det positive, siger Christoffer Melson, (V).

- Jeg har lagt vægt på to hovedbudskaber i min første grundlovstale som folketingspolitiker. Min appel til danskerne er, at man skal deltage i debatten. Det er vigtigt, at man engagerer sig i demokratiet, siger Birgitte Vind, (Soc. dem.)