Fond uddeler penge til værdigt trængende

Det er nu, man kan begynde at søge om at modtage et beløb.

Hvis du ikke har ret mange penge og har boet i Vejle de sidste to år, så har du en chance for at få et økonomisk tilskud.

Til december uddeler Vejle Kommunes legatfond 500 kroner til borgere, der er værdigt trængende. Det er man, hvis man har en lav indkomst og ikke har nogen nævneværdig formue.

Fonden uddeler pengene hvert år i december, men det er nu, man kan begynde at søge. Læs mere om det på www.vejle.dk/legatfond. Der ligger også et ansøgningsskema.

Hanne Winkelmann, jurist i Vejle kommune, tilføjer, at der er begrænsede midler i fonden.
- Derfor kan man ikke være sikker på at modtage penge, selv om man opfylder kriterierne, siger hun.