For første gang nogensinde skal en dansk dartspiller deltage i berømt europæisk tour

Den 32-årige vejlenser, Vladimir Andersen, har som den første dansker nogensinde vundet et Tour Card i dart. det kvalificerer ham til at spille mod de bedste i Europa.

For første gang nogensinde er det lykkedes en dansker at vinde et Tour Card på PDC’s Q-School. Det er Vladimir Andersen, som lørdag slutter indenfor top 11 på den europæiske Final Stage-rangliste i dart, skriver dartnyheder.dk.

Det er endnu ikke opgjort præcist hvilken placering den 32-årige vejlenser ender på. Matematisk er han dog sikret en plads i top 11, og han får derfor tildelt et Tour Card efter i dag. Dermed vil Vladimir Andersen som minimum have adgang til PDC’s Pro Tour i Europa de næste to år.

Ifølge mediet dartnyhder.dk er der kun 128 spillere i verden, der har et Tour Card. 

Første kamp efter to års karantæne

Q-School er Vladimir Andersens første turneringsdeltagelse, siden hans toårige karantæne fra Dansk Dart Union ophørte den 20. december sidste år.

Vladimir Andersen vil efter dagens placering have mulighed for at deltage ved diverse kvalifikationsturneringer og store TV-turneringer såsom Grand Slam of Darts, og han skulle også være sikret en plads på det danske World Cup-landshold.