For pølsemand Jess handler det om tre ting: glæde, gamle klassikere og gode idéer

Selvom Jess Halling kun har været pølsemand i syv af de 100 år, pølsevognen har eksisteret, kender han alligevel både erhvervets fortid og opskriften på dets fremtid.

Pølsevognen er der, hvor man kommer ned for at få en god snak. Det konkluderer Jess Halling, der har haft Kokkens Pølsevogn i Vejle i syv år.

Om det har været sådan i alle 100 år, hvor pølsevognen har eksisteret, kan pølsemanden fra Vejle selvfølgelig ikke vide, men han tror på, at pølsevognen kan leve 100 år mere, hvis ejerne holder ved den gode snak og klassikerne - men heller ikke glemmer at forny sig.