Først besked om brand i næste uge

Politiet har ikke holdt juleferie i sagen om branden på restaurant Vejlegården før jul. Men først i næste uge ventes resultaterne af de tekniske undersøgelser at være klar.

- Jeg håber, at vi kan offentliggøre noget onsdag eller torsdag, siger politiinspektør Brian Voss Olsen, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Frigivet til Skadeservice

Politiet teknikere er færdig på brandstedet. Men der mangler en række analyser af de prøver, som er fundet på stedet.

- Stedet er frigivet til skadeservice, siger Brian Voss Olsen.

Politiet har prioriteret sagen meget højt på grund af den store interesse, som offentligheden har vist konflikten om Vejlegården.

- Vi har arbejdet med fuldt hold - også i helligdagene. Der har været enkelte eksterne eksperter, som vi ikke har kunnet bruge, fordi de havde fået fri i juledagene, men det har kun været et mindre problem, siger Brian Voss Olsen til TV SYD.

Tager tid

De tekniske analyser, som bl.a. skal afdække brandårsagen og et eventuelt skyldsspørgsmål, tager tid. Det samme var også tilfælde ved den store brand i en boligblok i Kolding. Her fik offentligheden også først besked lang tid efter branden.