Forstander: - Det kræver hårdt arbejde og held at drive højskole

Med kun syv elever var Brandbjerg Højskole for 12 år siden lukningstruet. Men med hårdt arbejde og en god portion held er det ifølge forstander Simon Lægsgaard lykkedes højskolen at vende fiasko til succes.

På Brandbjerg Højskole i Jelling har de netop taget hul på endnu en undervisningssæson, hvor 105 elever har meldt sig til et af de længere kurser, som skolen udbyder i første halvår af 2020.

Det er det højeste antal elever nogen sinde.

- Sidste år havde vi 85 elever, men i år har vi hævet optaget, og alle pladser er revet væk, fortæller forstander og næstformand hos Højskoleforeningen, Simon Lægsgaard, til TV SYD.

Hårdt arbejde og lidt held

Men sådan har det ikke altid været.

I 2008, da Simon Lægsgaard begyndte som forstander på højskolen, var der syv elever tilmeldt skolens lange kursus. Katastrofalt få.

- Det har krævet hårdt arbejde og konstant tilpasning af strategier at få vendt udviklingen, siger Simon Lægsgaard.

Tidligere elever 'sælger' højskolen

- Det, som har betydet mest, er, at højskoleophold hos os bliver solgt af tidligere elever, som går ud i verden som en slags ambassadører og fortæller andre om deres ophold hos os. Det har givet elever.

Ifølge Simon Lægsgaard findes der ingen fast formel på, hvad der gør en højskole til en succes eller ej.

- Det kræver selvfølgelig likviditet. Og her har vi haft held med vores korte kurser, som givet os en slags økonomisk bund, så vi har kunnet kæmpe videre.