Fremmed donor reddede Marikas liv

Marika Sabroe ville ikke være i live i dag, hvis ikke en ukendt mand fra Tyskland havde givet hende sine stamceller.

Marika Sabroe fra Vejle blev syg med den sjældne sygdom MDS, der betyder knoglemarven bliver svækket, og hos Marika udviklede det sig til kræft.

- Hvis jeg ikke fik nye stamceller indenfor to år, så ville jeg dø, siger Marika Sabroe.

Nu gik jagten ind for at finde en stamcelledonor.

Stamceller findes i hulrummene i vores knogler.

quote

Hvis jeg ikke fik nye stamceller indenfor to år, så ville jeg dø

Marika Sabroe, chefkonsulent, Vejle

Tidligere kunne man kun få fat i dem fra knoglemarven via en stor operation, der kræver, at donoren kommer i fuld bedøvelse og bliver opereret.

I dag kan man i visse tilfælde få stamcellerne ført over i blodet og så nøjes med at tappe blodet.

Men det kan være meget svært at finde en egnet donor, fordi patientens og donorens vævstype skal være fuldstændig identisk. 

Marika Sabroes liv blev reddet af en stamcelletransplatation. Stamcellerne kom fra en ung tysk doner.
Marika Sabroes liv blev reddet af en stamcelletransplatation. Stamcellerne kom fra en ung tysk doner.
Foto: TV SYD

Da Marikas søskende ikke matchede hendes stamceller, søgte man i det internationale stamcelleregister, og den 18. september 2014 dukkede en 25 årig mand fra en by nær Dresden i Tyskland op. Hans stamceller matchede den dengang 40-årige Marika Sabroe.

Ukendt ung tysk mand bliver Marikas redning

- Det var en fantastisk dag. At der fandtes en, der havde lyst til at hjælpe mig, fortæller Marika Sabroe.

quote

Det er enormt stort at et andet menneske, der ikke kender mig, har lyst til at hjælpe mig med at beholde mit liv.

Marika Sabroe, chefkonsulent, Vejle

Datoen for stamcelletransplantationen blev fastsat, men Marikas sygdom udviklede sig, og hendes krop blev for syg til at modtage de nye stamceller. 

Efter fire kemokure blev Marikas krop endelig klar til at modtage de nye stamceller, og den 18. marts 2015 blev vendepunktet for Marika:

- Det er enormt stort at et andet menneske, der ikke kender mig, har lyst til at hjælpe mig med at beholde mit liv.

Donor kommer og fejrer tre-årsdagen for vellykket operation

To år efter en stamcelle-donation må man opsøge sin donor, så i april i år måtte Marika endelig få oplyst donor-identiteten, og hun skrev straks et brev til den unge mand.

quote

Den største glæde er endelig at kende dig. Den største gave er, at du er blevet rask, og det er jeg meget glad for.

Marika Sabroes tyske stamcelledonor

Kort efter kom der svar tilbage:

- Den største glæde er endelig at kende dig. Den største gave er, at du er blevet rask, og det er jeg meget glad for, skrev den unge tyske mand tilbage.

Den 18. marts 2018 er det tre år siden Marika fik sit nye liv, og her vil en særlig gæst fra Tyskland også dukke op.

- Den mand som jeg skylder hele mit liv, han kommer ind ad døren, og jeg kan sige tak, siger en lykkelig Marika Sabroe. 

Hør overlæge Bendt Nielsen fra Aarhus Universitetshospital forklare, hvordan en knoglemarvstransplatation virker.