Frygter at togbro hastes igennem

De seks borgmestrene i Trekantsområdet frygter, at Folketinget træffer en forhastet beslutning om en togbro over Vejle Fjord. De mener, at der er brugbare alternativer.

- Vi lægger sporene for fremtiden lige nu, siger Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) i en fælles pressemeddelelse. Det er store investeringer, der har konsekvenser langt ud i fremtiden. Det må folketinget ikke haste igennem på under en uge!

Bro er for gammel

Hans kollega i Middelfart, Steen Dahlstrøm (Soc.dem), er enig.

- Allerede i dag er der grænser for, hvad den gamle Lillebæltsbro, der er 2 år ældre end Storstrømsbroen, kan klare. Med en ny baneforbindelse over Lillebælt kan vi også slå to fluer med et smæk og etablere en bro til både biler og tog. Det vil under alle omstændigheder være påkrævet i 2030, siger han.

Alternativer

Trekantområdets borgmestre - Fredericia, Vejle, Kolding, Vejen, Billund og Middelfart - mener, at der er andre - og bedre alternativer til en togbro over Vejle Fjord. Alternativer, der både kan spare otte minutters rejsetid og tager højde for, at der skal være flere tog på skinnerne i fremtiden.

Trekantområdets seks kommuner har bedt konsulentfirmaet Atkins vurdere alternative muligheder for at opnå samme tidsbesparelse som en togbro over Vejle Fjord. Firmaet skal også vurdere, om disse alternativer tager højde for, at der skal være plads til endnu flere tog på skinnerne fremover.

Notatet forventes færdigt på torsdag i denne uge. Men allerede løfter borgmestrene lidt af sløret. Det tyder på, at en ny forbindelse over Lillebælt, kombineret med mindre forbedringer, giver de samme fordele som den nye forbindelse over Vejle Fjord, regeringen i øjeblikket taler om, noterer Trekantsområdet i en presseudtalelse.