Gas-bande sprængte penge-automater i luften for millioner

Tre mænd, der nu er dømt for at stå bag en serie af voldsomme sprængninger af jyske pengeinstitutters pengeautomater, ødelagde for adskillige millioner kroner og fik selv et langt mindre udbytte af deres hærgen, der også gik ud over banker i Give og Horsens.

En 38-årig mand blev tirsdag idømt fem års fængsel ved Retten i Aarhus. Tidligere er to 32-årige mænd blevet sendt henholdsvis fire og tre og et halvt år i fængsel for at stå bag en serie af voldsomme gas-sprængninger af fem pengeautomater i Give, Horsens, Odder, Auning og Grenå hen over sommeren 2016. 

Fælles for de tre er, at de alle har tilstået og er blevet dømt for medvirken til sprængningen af pengeautomaten hos Jyske Bank i Odder, hvor de blev anholdt med udbyttet i behold efter en længere dramatisk biljagt.

quote

De tre dømte har bragt beboere i bank-bygningerne og tilfældige forbipasserende i livsfare med de voldsomme og ukontrollerbare sprængninger.

Rasmus Gyldenløve, anklager, Østjyllands Politi 

Undervejs har de tre været sigtet for deltagelse i alle fem kup - men i retten blev de hver især alene fundet skyldige i nogle af de fem gasprængninger.

Den 38-årige, der fik dom i går, tilstod at være med til en sprængning af pengeautomaten i Middelfart Sparekasse i Horsens natten til den 3. maj sidste år. Her skete der store skader på bankbygningen  - men tyvene fik intet udbytte.

- Sprængningen var den første af de fem kup. Vi betragter den som en praktisk - men livsfarlig - øvelse, siger sagens anklager Rasmus Gyldenløve, Østjyllands Politi, til TV SYD.

Ved sprængningen i Give var det en pengeautomat i Den Jyske Sparekasse, som det gik ud over natten til den 31. august sidste år. Her var udbyttet næsten 700.000 kroner og 17.000 euro efter endnu en eksplosion med store bygningsskader. 

Pengeautomaterne blev sprængt i stumper og stykker med en særlig gasblanding, der antændtes med en kobbertråd som lunte, så tyvene kunne holde sig i dækning, når de udløste eksplosionen ved at sætte strøm til kobbertråden, der så fremkaldte en gnist.

- De tre dømte har bragt beboere i bankbygningerne og tilfældige forbipasserende i livsfare med de voldsomme og ukontrollerbare sprængninger, som også har anrettet langt større skader end det udbytte, som de har med sig. Derfor er jeg også tilfreds med, at der er givet så lange fængsselstraffe i sagen, siger anklager Rasmus Gyldenløve, Østjyllands Politi til TV SYD.