Genforeningen 2020 fortalt gennem dine egne genstande

Museum inviterer til Genforeningensaften, hvor du kan tage dine egne genstande og historier med.

Personlige genstande fra Genforeningen er i dag omdrejningspunktet, når Give Egnens Museum og Grænseforeningen Vejle Vesteregn arrangerer museumsaften. Her har arrangørerne forberedt fortællinger om alt fra Dannebrogsstellet til plakaten med de sønderjyske piger, men faktisk er aftenens omdrejningspunkt gæsternes egne fortællinger. Har man en genstand, der relaterer sig til Genforeningen, kan man tage den med sammen med en anekdote.

En af aftenens deltagere er Flemming Pallesen, der er talsmand for Jydske Landsoldater. Med sig havde han et Dannebrog, som stammer fra Genforeningen i 1920. På flaget er broderet ”Dybbøl 11 juli 1920”.

- Det har jo noget at gøre med vores identitet. I 1864 led vi et smerteligt nederlag, så det betyder meget, at vi kan mindes Genforeningen, siger han.

Genstandene fortæller Danmarks historie

Ifølge Kirsten Rykind-Eriksen fra Grænseforeningen Vejle Vesteregn, så er genstandene og symbolerne fra den tid med til at fortælle en vigtig del af vores danmarkshistorie.

- Både den åndelige og den fysiske kamp om grænselandet har i den grad formet vores historie både som stat og folk, og derfor vedrører Genforeningen alle danskere. De genstande, som man omgav sig med dengang, fortæller historien. Havde man et Dannebrogsflag, så fortalte det jo, at man var dansksindet, og man var med til at føre den åndelige kamp for at være dansk, fortæller Kirsten Rykind-Eriksen.

Vil du se mere af TV SYDs markering af Genforeningen, har vi samlet alle vores historier på tvsyd.dk/genforeningen2020.