Ghettoliste næsten halveret: Flere syd- og sønderjyske områder udgår

Boligområder i Sønderborg, Esbjerg, Horsens og Kolding er stadig på regeringens ghettoliste.

Der er godt nyt til flere boligområder i den nordøstlige del af Syd- og Sønderjylland. Årets ghettoliste er i dag blevet offentliggjort, og her er tre områder nu ikke længere på listen. Der er tale om Korskærparken i Fredericia, Munkebo i Kolding og Finlandsparken i Vejle. 

Det sker samtidig med, at antallet af boligområder på ghettolisten næsten halveres på landsplan. Der er altså nu kun 13 boligområder på den samlede liste. Det skriver Bolig- og Transportministeriet i en pressemeddelelse i dag.

quote

At Finlandsparken i dag er røget af ghettolisten, er et klart vidne om, at den store indsats og de mange kræfter, der er blevet lagt i at forandre området, gør en positiv forskel.

Jens Ejner Christensen, Borgmester (V)

Her skriver de også, at det markante fald skyldes, at andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet i de pågældende områder er faldet, der er færre dømte i forhold til landsgennemsnittet, og at uddannelsesniveauet er steget.

Finlandsparken bryder ud efter otte år

I den nordlige del af Vejle ligger Finlandsparken, der i otte år har været et sikkert kort på regeringens ghettoliste, men det er ikke tilfældet i år.

Ifølge borgmester i Vejle, Venstres Jens Ejner Christensen, skyldes det, at flere er kommet i arbejde og uddannelse i boligområdet.

- Der er virkelig grund til at rose de mange kræfter, der har stået bag, at denne udvikling har været mulig. At Finlandsparken i dag er røget af ghettolisten, er et klart vidne om, at den store indsats og de mange kræfter, der er blevet lagt i at forandre området, gør en positiv forskel, siger Jens Ejner Christensen.

Områder på ghettolisten i Syd- og Sønderjylland

  • Nørager/Søstjernevej, Sønderborg
  • Stengårdsvej, Esbjerg 
  • Sundparken, Horsens
  • Skovvejen/Skovparken, Kolding

Fredericia har været inde og ude

På listen har Korskærparken i Fredericia været inde og ude af listen over de sidste par år. Det afgørende har været, at beboerne i området har ligget lige omkring de 50 % ikke-vestlige indbyggere. I år er det 48,5 % af indbyggerne, der er enten indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande, og derfor er de ikke på listen. 

Hård eller ikke hård

I ministeriet har man igennem årene skelnet mellem en almindelig ghettoliste og den hårde ghettoliste. På nær to områder på Sjælland er det næsten alle 15 områder, der optræder på begge lister. Det gør de, fordi de områder, der er på ghettolisten, har befundet sig på den i fire år. Derfor kommer de på den hårde ghettoliste. 

Derfor er de på ghettolisten

Et ghettoområde er et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct., og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

  1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
  2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år. 
  3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 60 pct.
  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) udgør mindre end 55  pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.