Hallo? Der sker noget mystisk her!

En årvågen mand ringede til politiet, fordi han syntes, der foregik noget mystisk i en villa. Kort efter kunne politiet anholde en indbrudstyv på fersk gerning.

Manden ringede til politiet kl. 9.15 i går. Indbrudstyven blev anholdt et kvarter senere.

Det mystiske, som manden ringede om, foregik i en villa i Børkop. Da politiet ankom, konstaterede betjentene, at der var knust en rude i terrassedøren på bagsiden af huset.

Betjentene gik ind i huset, hvor de fandt indbrudstyven i køkkenet. Han blev straks anholdt.

Sydøstjyllands Politi roser den årvågne borger - og mange andre som ham - der hjælper med at være politiets øjne og ører i nabolaget.

Sammen kan vi gøre livet noget mere besværligt for indbrudstyvene, lyder det fra politiet.