Torben Chris vidste godt, at vennerne var ude på noget. I tre måneder havde han modtaget gåder, som han skulle løse for at finde ud af datoen, og hints til, hvad han skulle pakke.
Adskillige gange havde han selv været med til at planlægge en polterabend, og med udsigten til sit eget bryllup var han spændt på, hvad der ventede ham.
De fleste ting bliver bare altid sjovere, hvis man gør det samtidig med, at man er fuld. Det er nærmest en regel
I TV SYDs programserie ’Jysk for begyndere’ har Torben Chris sat sig for at gøre sin københavnske kammerat Thomas Hartmann en smule mere jysk, og i sæsonens sjette afsnit byder jydepraktikken på en polterabend.
Faktisk har Thomas Hartmann allerede haft en polterabend, men med Torben Chris’ egne ord manglede den polterabend en portion idioti. Derfor får han i programmet en ægte jysk polterabend.
Aftenen før sin polterabend ledte en gåde Torben Chris ud i sit skur i haven, hvor han bag på en spade fandt 100 kroner tapet fast sammen med en seddel.
På sedlen stod: Klokken ni skal du gå med personen i uniform.
Hvad betyder polterabend?
Polterabend er den sammenkomst, som venner arrangerer for et vordende brudepar inden brylluppet for at markere parrets afgang fra de ugiftes lag.
Ordet 'polterabend' kommer af tysk Polterabend, af poltern 'buldre, larme' og Abend 'aften'.
Skikken har været kendt i Norden siden 1500-tallet. Navnet hentyder til den tyske skik at udjage poltergejsterne (onde ånder) af det hus, som brudeparret skal bo i, ved hjælp af larm.
Indtil cirka 1980 var det i Danmark næsten kun mænd, der holdt deres polterabend, men som i resten af Nordeuropa og USA har den også bredt sig til kvinderne, samtidig med at især mændenes polterabend har udviklet sig til at bestå af nogle manddomslignende prøver.
Næste formiddag blev han hentet af en taxachauffør, som satte ham af på stationen i Fredericia, hvor han boede på daværende tidspunkt.
Med sig fik han to kroner af chaufføren. Præcis den mønt som det krævede at komme ind på et af stationens toiletter.
- Så vidste jeg godt, at der måtte være en ledetråd gemt derinde. Jeg rodede rundt og fik skruet lampen af, og der lå så en nøgle til et af skabene på stationen, hvor der stod to Underberg, som jeg skulle drikke. Og så var der en tog- og pladsbillet til Vejle, men også en pladsbillet fra Vejle til Give, fortæller Torben Chris og understreger:
- Jeg manglede altså selve togbilletten til Give.
Mens han sad i toget mod Vejle, googlede han navnet, som stod på togbilletten. Det var nemlig ikke hans eget. I stedet var det navnet på en statue i Vejle.
Det må være ledetråden, tænkte han og forberedte sig på at skulle finde den manglede togbillet ved statuen.
- Så jeg fik fandme travlt, da toget ankom til Vejle, og jeg styrtede ned på torvet, fortæller han.
Men på torvet i Vejle var det ikke kun statuen, som ventede på ham.
Aldrig gået ædru i seng
På torvet blev Torben Chris mødt af sine venner. Både gamle fra opvæksten i Give, nuværende komikerkolleger og enkelte familiemedlemmer.
- Ingen stress, sagde de. Vi har styr på dig herfra.
Og så var der ellers dømt polterabend på ægte jysk manér. De var på forhindringsbane og dystede mod hinanden i tvekamp. De kastede med økser og skød med bue og pil. Senere mødte de en jægersoldat, som lærte dem at knække pile med struben, gå på glasskår og glødende kul.
- Det var rimelig rock and roll kombineret med åndsvage mængder øl, fortæller Torben Chris og kommer her ind på et af de væsentlige krav til en ægte jysk polterabend.
Når mænd er sammen alene, så bliver de hurtigt dumme. Så man tager altid afsted med livet som indsats
Der skal nemlig være plads til druk. Ofte kan det løses ved at være tidseffektiv og sikre, at det er muligt med en øl eller to under transporten mellem aktiviteterne. Desuden opfordrer han til at huske øl-pauser undervejs i programmet.
- De fleste ting bliver bare altid sjovere, hvis man gør det samtidig med, at man er fuld. Det er nærmest en regel, siger han og understreger så, at den gode planlægning selvfølgelig tager højde for, at nogle aktiviteter kræver større ædruelighed end andre.
- Formålet med en polterabend er at blive rigtig fuld, men man skal heller ikke blive for fuld for hurtigt. Aldrig har jeg oplevet at gå ædru i seng efter en polterabend, og er jeg ikke blevet fuld nok, så er det bare, fordi aftenen ikke er slut endnu, siger han, men pointerer dog, at det dagen derpå kan være rart at have en smule erindring om, hvad der er foregået.
Hvem skulle opdage det?
Foruden dødsdruk er endnu en af Torben Chris’ forventninger til en polterabend, at det gerne må være uansvarligt. Faktisk er uansvarlighed nærmest en regel for ham til en klassisk jysk polterabend.
- Når mænd er sammen alene, så bliver de hurtigt dumme. Så man tager altid afsted med livet som indsats og glemmer alt om fornuft, og så ser vi, om vi stadig findes i morgen tidlig, siger han.
Det er ikke meningen, at der skal være dødsfald undervejs. Så læg det uansvarlige først, når promillen ikke er for høj
Uansvarligheden skal dog ikke overskride lovens rammer. Brintbomber, molotovcocktails og hjemmebyggede våben var derfor ikke tilladt på tv, da han skulle arrangere en polterabend for Thomas Hartmann i programmet ’Jysk for begyndere’.
- Så man må lægge sig i selen for at finde på idioti, som er inden for lovens rammer, siger han og tilføjer så en opfordring:
- Det er ikke meningen, at der skal være dødsfald undervejs. Så læg det uansvarlige først, når promillen ikke er for høj.
Skal noget springes i luften til en polterabend, vil Torben Chris altid foretrække Jylland som lokation. Her kan flere ting lade sig gøre i modsætning til for eksempel i København, og så mener han også, at det er muligt at slippe afsted med langt mere i det jyske.
- På en mark i Jylland kan man lave alverdens ting uden at genere nogen. Og selv hvis det er meget dumt, hvem skulle så opdage det?
Torben Chris' egen polterabend levede fuldstændigt op til hans egne krav. Omgivet af sine bedste kammerater dejsede han om i en spejderhytte - fuld af både øl og tilfredshed.
Du kan se Torben Chris’ bud på en ægte jysk polterabend i anden sæson af programserien ’Jysk for begyndere’. Alle afsnit er nu tilgængelige på TV SYD Play.