Har du ideen - er rige familier klar med pengene

Hands-on Mikrofonden er oprettet for at støtte og investere i nye vækstvirksomheder.

De har tjent deres mange penge på hoteller, tyggegummi og citronmåner. Nu sender nogle af de rige familier i Trekantområdet en del af millionerne tilbage til nye virksomheder, der skal skabe job og vækst ikke bare i Trekantområdet, men i hele landet.

- Trekantområdet har altid været kendt for at være godt handelsområde, derfor er etableringen sket netop her. De større byer som København og Aarhus er kendt for meget forskning og viden, men ikke godt købmandsskab, som vi er i Trekantområdet, fortæller Jørgen Andersen, direktør for Hands-on Mikrofonden, til TV SYD.

Bag fonden står fem familievirksomheder, hvoraf fire af dem har rødder i Trekantområdet:

- Familien Bagger-Sørensen bag bl.a. Gumlink i Vejle

- Familien Eskildsen bag Dan Cake i Give

- Familien Christiansen fra Kolding, der bl.a. ejer Comwell-hotellerne (Nic Christiansen)

- Familien Christensen, der tidligere ejede af Good Food Group i Vejle (Otto Christensen og hans to sønner)

- Det fynske tobaksdynasti Gundersen, Assens

Gamle penge til nye ideer

Ønsket er at kombinere de ”gamle penge” med ”nye ideer”, og det har fået de fem familievirksomheder til at skyde hver 10 millioner kroner ind i fonden, der blev oprettet tirsdag i denne uge.

- Analyser viser, at vi mangler nye vækstvirksomheder i Danmark. De er mange iværksættere, men kun få af dem vokser og bliver store og således skaber mange job. Det skyldes blandt andet, at der mangler risikovillig kapital i Danmark, der er koblet til mentorer, der går direkte ind i virksomhedens bestyrelse, siger Jørgen Andersen.

Hands-on Mikrofondens ledelse: Fra venstre ses Johnny Bihl, Ove G. Rasmussen og Jørgen Andersen.
Hands-on Mikrofondens ledelse: Fra venstre ses Johnny Bihl, Ove G. Rasmussen og Jørgen Andersen.

Flest fra Trekantområdet

Ikke alle startups kan søge om støtte fra fonden. Dog behøver man ikke være helt nystartet virksomhed. Også virksomheder med et produkt eller en virksomhed allerede med lidt salg kan søge om støtte.

- Vi leder efter virksomheder i tre kategorier: green tech, food og digital/kunstig intelligens, fortæller Jørgen Andersen, der typisk vil investere et sted mellem 0,5 til tre millioner kroner ind i en enkelt virksomhed.

Allerede nu har Hands-On Fonden seks virksomheder i folden, og ti nye er på vej. Cirka halvdelen af de første seks er fra Trekantområdet.

Fonden råder over ca. 60 millioner kroner. Pengene kommer fra de fem bærende hovedinvestorer og 20 Hands-on investorer, som hver indskyder 250.000 kr. Derudover vil der være co-funding fra offentlige og private fonde.

- Vi forventer at kunne investere i ca. 18 vækstvirksomheder over de næste tre år. Vores ejerandel i hver virksomhed vil være mellem 10 og 49%. Max. 10 % af Hands-on Mikrofonden investeres i én virksomhed, oplyser Jørgen Andersen.