Hedensted laver genbrug i børnehøjde

Med inspiration fra italiensk pædagogik vil børn i Hedensted Kommune snart kunne udfolde deres kreativitet med genbrugsmaterialer fra lokale virksomheder.

Det skal ske i et såkaldt ReMida Center, som kommunen nu går i gang med at etablere på Lunavej 2A i Hedensted.

Ideen er, at lokale virksomheder afleverer overskudsmaterialer, fejlproduktioner og lignende til ReMida Centret. Herfra kan daginstitutioner hente materialer, som de kan arbejde med i egen institution. De kan også vælge at udfolde deres kreativitet i selve centret.

Filosofien bag ReMida bygger på den verdenskendte, pædagogiske tænkning i byen Reggio Emilia i Italien.

I centret kan børn omskabe tilsyneladende værdiløse ting til smukke og fantasifulde udtryk. Denne transformation støtter lære¬processer, fantasi, innovation og kreativitet. Affald og genbrug vil få ny mening for børnene.

De materialer, der skal bruges, skal være miljøvenlige og ufarlige for børnene. Fælles for materialerne er også, at de ellers skulle have været destrueret. I stedet indgår de nu i et værdifuldt kredsløb og virksomhederne slipper for udgiften til destruktion.

. Idéen om et center i Hedensted opstod blandt en netværksgruppe i kommunens dagtilbudsafdeling og to børnehaver, der allerede arbejder ud fra tankerne i filosofien, nemlig Børnehuset Lille Dalby i Hedensted og Krudttønden i Øster Snede.

I Danmark findes der ReMida centre i Jelling, Randers, Hirtshals og Odense