Hele ni ulvehvalpe er klar til at modtage gæster

Givskud Zoo har fået et rekordstort kuld ulvehvalpe. Ni ulvehvalpe tumler for tiden rundt i ulveanlægget. Kuldet er usædvanlig stort.

Der var en, der var to, der var tre... Der var hele ni hvalpe, da Givskud Zoos dyrepassere og dyrlæge undersøgte forårets kuld af ulvehvalpe. Otte hanner og en enkelt hun. Og det er mange flere end ventet.

- Det er et usædvanligt stort kuld, så vi var temmelig overraskede, da vi talte hvalpene. Sidste år fik samme hun - flokkens alfahun - et kuld med fem hvalpe. Og det er normalt niveau for ulve. Men denne gang er vi altså næsten oppe på dobbelt så mange unger. Og alle har det rigtig godt, fortæller formidling- og marketingchef Morten Hechmann Andersen i en pressemedelelse.

En meget sulten hunulv
Det store hvalpekuld kræver sin hunulv, for ungerne dier stadig. Moren har brug for ekstra energi, og er særdeles sulten for tiden, og derfor tager hun godt for sig, når ulvene får kød ind i anlægget. Når biologerne kaster små kyllinger ud til ulvene, så kan ulvemor finde på at slikke hanulvene på siden af munden, så de slipper kyllingerne, og så kan hun hapse dem.

Leger i anlægget
Da hvalpene blev født, var de både døve og blinde. De første uger af deres liv tilbragte de i den hule, de blev født i. Men i den seneste tid er de begyndt at tumle mere rundt og lege i anlægget, og også de voksne ulve leger med dem.
Når gæster besøger dyreparken, er der derfor nu gode muligheder for at se de små legesyge ulvehvalpe boltre sig i græsset.