Her er de mest populære uddannelser i Syd- og Sønderjylland

Uddannelserne i landsdelen har fået i alt 17.121 ansøgninger - hver ottende vil være sygeplejerske.

Ud af 118 uddannelser i Syd- og Sønderjylland ligger den mest populære i Vejle. Det drejer sig om sygeplejerskeuddannelsen, som har modtaget i alt 726 ansøgninger til det tre og et halvt år lange studium. 240 af ansøgerne havde endda sygeplejeskolen i Vejle som førsteprioritet.

Også sygeplejerskeskolerne i Horsens og Esbjerg stod højt hos de uddannelsessøgende med en placering som henholdsvis to og ni på årets top-10 over de mest søgte uddannelser i Syd- og Sønderjylland. I alt modtog sygeplejerskeuddannelserne i landsdelen 2.061 ansøgninger. På landsplan blev uddannelsen søgt 17.875 gange.

På listen optræder også en anden sundhedsuddannelse. Jordemoderuddannelsen i Esbjerg tiltrak i alt 507 ansøgninger.

Herunder er en oversigt over de ti mest søgte uddannelser:

Top 10 - Alle ansøgninger
UddannelseByAnsøgninger
1. SygeplejerskeVejle726
2. SygeplejerskeHorsens624
3. JordemoderEsbjerg507
4. DesignerKolding410
5. SocialrådgiverVejle404
6. ErhvervsøkonomKolding401
7. PædagogKolding398
8. PædagogHorsens398
9. SygeplejerskeEsbjerg373
10. SoftwareingeniørHorsens370

Pædagog er den mest søgte uddannelse i Danmark efterfulgt af sygeplejerske. I Syd- og Sønderjylland er det dog anderledes, idet sygeplejerske er den mest søgte uddannelse med pædagog lige i hælene.

Top 10 - 1. prioritetsansøgere
UddannelseByAnsøgninger
1. SygeplejerskeVejle240
2. DesignerKolding220
3. SoftwareingeniørHorsens218
4. PædagogAabenraa191
5. FolkeskolelærerHaderslev182
6. PædagogEsbjerg181
7. PædagogKolding179
8. JordemoderEsbjerg161
9. SocialrådgiverVejle146
10. PædagogHorsens141

Besked om optagelse sidst i juli

De knap 120 uddannelsessteder har modtaget 17.121 ansøgninger i år. 6.772 af dem er førsteprioritetsansøgninger.

I alt har 94.604 søgt en videregående uddannelse i Danmark. Det er syv procent flere end sidste år. Ansøgerne har i gennemsnit sendt 2,8 ansøgninger.

Antallet af studiepladser bliver først offentliggjort den 28. juli. Først da ved ansøgerne, om de kan skrive “studerende” på studiekortet.