Her kniber det med at få hul på bylden

Snart åbner blandt andet Legoland, og det glæder de sig til på Egtved Camping. For indtil videre har det været svært at lokke campisterne til Egtved.

Det er stadig muligt at få en plads på en af landets campingpladser – også selvom der fra den 15. juni igen må komme blandt andet tyske turister til landet. Flere steder har campingpladserne meldt om masser af bookinger, men det er ikke alle campingpladser, der bliver bestormet.

- Jeg synes, det hænger en lille smule. Det er ikke så godt, som man har hørt så mange andre steder fra. Vi har bookinger, bevares, men det er ikke noget, vi råber hurra for, selvom vi er glade for alle vores gæster, siger Helge Stolberg Madsen fra Egtved Camping.

De har haft en god pinse med relativt mange gæster, men det helt store comeback lader vente på sig lidt endnu. Ifølge Helge Madsen så skal en del af forklaringen findes i Billund. Pladsen ligger cirka 20 kilometer fra både Legoland og Lalandia, og da de endnu ikke har åbnet, går det ud over antallet af gæster på pladsen.

- Vi er optimistiske, og vi skal nok klare den. Det kommer til at koste os, men når Legoland åbner igen, så tror vi på, der kommer gang i den igen, siger han.

Legoland og Lalandia åbner begge på mandag den 8. juni.