Taknemmelighed. Hvordan finder man ind til den følelse midt i sit livs værste mareridt?

I årevis havde Tina Kreutzer skrevet taknemmelighedsdagbog. Men nu var hun knust. Ødelagt af sorg efter tabet af sin datter.

En november-morgen i 2022 havde hun fået den værste besked i sit liv: Hendes 23-årige datter var omkommet samme nat. Ramt af et nattog, mens hun sad og tog håndcreme på et helt forkert sted.

I dagene, ugerne og månederne efter ulykken var det som om, sorgen voksede. Ikke kunne være i hendes krop.

Alligevel måtte hun fortsætte. Sætte pennen til papiret og skrive: Taknemmelig for et par timers sammenhængende søvn i nat.

Ingen hjælp at hente

Tina Kreutzer skrev smerten ud. Talte om den. Forsøgte at holde igen. Ikke overvælde folk med den smerte, som til tider voksede uudholdeligt i hendes indre. Indimellem taknemmelig, når andre tog emnet op. Indimellem ikke.

Søgte på Facebook efter svar på, hvordan man får smerten til at blive mindre, men fandt intet.

- Jeg tror ikke, der findes et svar, siger hun med et lille smil og med næsten to års afstand til den forfærdelige morgen i november. Med næsten to års erfaring med at være mor til et dødt barn.

Fra en mor til en mor, der har mistet

Og så måske findes der et svar alligevel.  

I hvert fald var Tina Kreutzer ikke i tvivl om, hvad hun måtte gøre, da et vennepar over en middag en aften fortalte om deres nabo, Dorte Rønne, som netop havde mistet sin 22-årige søn.

Lige så meningsløst som Tinas datter, Sara, var han omkommet. Druknet i et vildmarksbad, mens hans venner var gået op for at sove. Han ville ikke med.

Endnu engang måtte Tina skrive. En besked fra en mor der har mistet, til en anden mor der har mistet: Jeg er i samme situation som dig, og du skal vide, jeg er her, hvis du har brug for at tale.

Holder den døde i livet

Det havde Dorte Rønne. Hendes søn døde en fredag i juni 2023. Mandag skrev Tina, og fra da af havde de to kvinder hinanden at tale med om alt det, andre ikke forstod – eller som bare var for meget at forvente, andre skulle kunne forstå eller holde ud at blive ved og ved med at tale om.

Første gang de mødtes, indså de, at de havde noget særligt sammen, som rakte ud over tabet.

- Vi gik en tur ved Haraldskær, og da vi kom tilbage til parkeringspladsen, vidste vi, at vi begge havde en energi, og at vi skulle bruge det her til noget meningsfuldt, siger Dorte Rønne.

Det blev til et website. Først CASA Memoria: Casper og Saras minde. Så ”Mindernes Hus”. Og en podcast. ”Livet med sorgen”.

De havde begge et behov for at beholde de døde i livet.

- Det hjælper mig, fordi på den måde holder jeg også Sara i live: ved at tale om sorg og om død og om det at have mistet, for så er hun stadigvæk med i mit liv. Ligesom de andre børn, siger Tina Kreutzer.

Vil hjælpe andre

At dele er at hele, står der på forsiden af Mindernes Hus.

Det er noget af det, Tina Kreutzer og Dorte Rønne har lært gennem deres egen sorgproces.

Det hjælper at tale om døden. Om de døde. Om livet og de levende.

- Sorgen forvinder ikke. Den kommer vi til at leve med resten af vores liv, så hvordan lever vi et godt liv med sorgen, spørger Dorte Rønne.

Det er dét spørgsmål, de to kvinder afsøger i deres podcast. De spørger sig selv, og andre der har oplevet sorg – har andre indgange til at håndtere sorgen, end de selv har. Professionelle: Præster, bedemænd, psykologer. Helt almindelige mennesker som dem selv. Saras veninder, som har stærke historier om tab og savn, om skyldfølelse over selv at være i live og om frygt for at blive den næste.

De planlægger også at lave sorggrupper, hvor mennesker, der har mistet, kan møde – og forhåbentligt hjælpe – hinanden. Ligesom Tina og Dorte selv har kunnet hjælpe hinanden.

Websitet og podcasten er både hjælp til andre, og hjælp til selvhjælp, erkender de.

Glæder sig over øl på graven

Sorgen har de to kvinder oplevet og håndteret på hver sin måde.

Mens Tina Kreutzer gang på gang har været på ulykkesstedet i Odense for at forsøge at forstå ulykken, har Dorte Rønne aldrig besøgt det sted, hvor hendes søn omkom.

- Det ligger ikke langt herfra. Men jeg har ikke haft brug for at se stedet for at forstå, at han ikke er her mere, siger hun.

Lige som Tina Kreutzer har hun valgt ikke at gå ned ad bitterhedens vej.

- Casper kunne være stædig. Og ja, man skal ikke forlade en person i vandet. Men de gjorde det jo ikke med nogen ond hensigt, siger hun. Derfor har hun aldrig været vred på nogen.

Og hun glæder sig, når der står øl fra vennerne på hans grav. Glæder sig over, at de også husker.

Hvis du går gennem helvede

Dorte Rønne har stadig tre hjemmeboende børn.

Tina Kreutzers yngste flytter snart hjemmefra. Hun har tre levende børn, og dem har hun et ansvar for.

- Jeg har jo masser at leve for, siger Tina Kreutzer.

De levende børn er noget af det, der har drevet dem begge ud af sengen om morgenen.

- Men inderst inde er jeg supervred. Vred over min situation og frustreret over den og har lyst til at blive sur og gnaven og indadvendt og lægge mig ned og dø også. Men det spor skal ikke bevæge mig ned ad, siger Tina Kreutzer.

Hun praktiserer det, som Winston Churchill engang anbefalede: Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå.

- Jeg bliver nødt til at holde mig selv oppe. Og et af de kneb jeg bruger – en af de ting, der hjælper mig – er at have fokus på det lyse, så jeg ikke dykker. Jeg er virkelig bange for at dykke, fordi jeg bange for ikke at komme op igen, siger hun.

En ny, rædselsfuld følelse

Sorgen kommer og går. Vokser. Fader ud. Vokser igen. Men nu er der kommet en ny følelse: savnet.

- Den følelse er også rædselsfuld, siger Tina Kreutzer.

- Det er en ny følelse – lige som jeg troede, at jeg havde nået et følelsesmæssigt ultimatum, så kommer det her, og jeg har hørt folk sige, at de savner deres døde børn 30 år efter, de er døde. Det er en forfærdelig tanke.

- Inderst inde vil jeg jo slet ikke have, at det her er ægte, og jeg håber stadig på at vågne op. At der er nogen, der siger til mig, at det hele var bare en drøm.