TV der bevæger dig

Hyllested: Dårlig stil at skyde Billund-banen ned nu

Nogle af partierne bag Togfonden er parate til at sløjfe en ny togbane mellem Billund og Vejle på baggrund af allerede kendte tal. Enhedslistens Henning Hyllested kalder det utidigt og dårlig stil.

Henning Hyllested, Enhedslisten, synes, det er dårlig stil af forligspartnerne Det Radikale Venstre og SF at vakle med hensyn til togfonden.

De foreslåede linjeføringer for Billundbanen, som der endnu ikke er taget endelig stilling til.

1 af 2

En togbane fra Vejle til Billund vil betyde mere bilkørsel og er en dårlig samfundsmæssig investering, fremgår det af en samfundsøkonomisk analyse fra Banedanmark fra sidste år.

Det har pludselig fået Det Radikale Venstre og SF til at lufte ideen om helt at sløjfe togbanen mellem Vejle og Billund, selvom tallene mindst er otte måneder gamle. Og det får forligspartneren, Enhedslistens Henning Hyllested, til at reagere skarpt.

- Det er sgu ikke god stil, for at sige det rent ud. Jeg synes, det er upassende, at de allerede inden, vi efter sommerferien har holdt et møde med transportminister Benny Engelbrecht (Soc.dem), begynder at skyde nogle af projekterne i togfonden ned, siger han til TV SYD.

- I stedet for bør vi stille og roligt finde ud af, hvad vi vil. Vi har jo aftalt at mødes med transportministeren efter sommerferien og gøre status på, hvor vi står med togfonden, tilføjer Henning Hyllested.

Der er kommet skiftende meldinger fra SF og Det Radikale Venstre de seneste måneder.

- Jeg har på fornemmelsen, at det er fordi nogle journalister endelig har fundet ud af, at notatet eksisterer, og så blæser det lidt om hovederne på politikerne. Jeg tror ikke, at SF og Det Radikale Venstre er på vej ud af forliget. Men jeg tror, det handler om, at der er skabt lidt blæst og kritik, og det får dem til at vakle, mener Henning Hyllested.

Lufthavn: 17 mio. kilometer spares

I analysen fra Banedanmark vurderes det, at en togbane til Billund udløser mellem 219.000 og 348.000 kilometers omvej for bilisterne hvert år. Det står også i beslutningsgrundlaget fra december 2018.

- Det er ikke et skræmmende tal, synes jeg. Det svarer cirka til 10-20 gennemsnitsbilers kørsel på et år. Det er marginalt og ikke usædvanligt ved den slags anlægsprojekter, siger Henning Hyllested. 

Heller ikke hos Billund Lufthavn vækker det tal bekymring. Tværtimod. Lufthavnen har foretaget en undersøgelse, der viser, at der samlet set er et stort plus på km-tælleren. Marketingschef Jesper Klausholm oplyser, at banen vil spare bilisterne for 17 milllioner kilometer årligt.

- Halvdelen af lufthavnens passagerer bliver nemlig bragt til og fra lufthavn af familie og bekendte, som kører frem og tilbage to gange, siger han til TV SYD.

Samfundøkonomisk analyse

Ifølge Banedanmarks notat er det en samfundsøkonomisk dårlig ide at bygge banen til Billund. Projektets værdi for samfundet være et underskud på mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner. 

- Jeg kan kun sige, at lod vi os styre af det, kunne vi lige så godt afskaffe al kollektiv trafik. Hvis man ser bort fra togstrækningen fra København til Aalborg samt S-togene, så giver den kollektive trafik ikke overskud i Danmark, siger Henning Hyllested, der synes, Billund-banen er en god ide.

- Vi har en landets andenstørste lufthavn med 3,5 mio. passagerer, Legoland med 1,5 mio. besøgende og lego med 4.000 ansatte. Så der er mange gode argumenter for et kollektivt tilbud mellem Billund og Vejle, siger han.

Læs også Røde partier klar til at droppe Billundbanen