Indvielse af kunstgræsbane

En flok boldglade århusianere indviede i eftermiddag en ny kunstsgræsbane ved Balle Musik- og Idrætsefterskole, da superligaklubben AGF kom på besøg.

Klubben spillede træningskamp mod FC Fredericia på den splinternye kunstgræsbane. Det var den første af flere begivenheder, der fejrer efterskolens 50 års jubilæum.

Fremtidsinvestering

Banen er også skolens investering i fremtidens kamp om eleverne og et forsøg på at profilere sig som idrætsefterskole.
 
- Vi arbejder med at skabe resultater for vores skole i fremtiden og at være i bevægelse i forhold til samfundet. Derfor forsøger vi at efterleve de krav, vi mærker fra de unge mennesker, siger Jan Fredsted, forstander på Balle Musik- og Idrætsefterskole.

Kravene fra de unge er ifølge forstanderen gode faciliteter, faglige velfunderede lærere på linjerne og en generel åbenhed over for de unge menneskers vilkår og engagement.

Når det netop blev AGF, der kom til indvielsen, skyldes det en af skolens lærere, der er tidligere AGF-angriber.