Ingen sigtes efter drukneulykke

Ingen drages til ansvar for den tragiske drukneulykke i forbindelse med årets fjordsvømning i Vejle. Den 52-årige Anne Kirstine Madsen fra Thyregod omkom.

- Efter mange vidneafhøringer har vi vurderet, at ingen kan drages til ansvar for drukneulykken. Der har ikke været grundlag for at rejse sigtelser i sagen, siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup til Vejle Amts Folkeblad.

Vand i lunger

Den 52-årige kvinde deltog i fjordsvømningen den 18. august. Hun svømmede ud fra Ibæk Strandvej med kurs mod Albuen på nordsiden.

Da hun ikke kom i land på nordsiden et par timer senere, slog hendes familie alarm.

En redningshelikopter blev tilkaldt - og den ankom efter ca. 15 minutter. Helikopteren kredsede rundt over området et par gange og fandt kvinden liggende livløs i vandet næsten ude ved iskiosken på Ibæk Strandvej - et stykke fra ruten, der skulle svømmes på.

Obduktionen viste, at kvinden havde vand i lungerne. Det indikerer, at hun var druknet. Og det er det tætteste politiet kommer på en opklaring af sagen.

- Vi kan konstatere, at hun er druknet, men desværre ikke hvorfor. Trods mange afhøringer af vidner, er vi desværre ikke kommet tættere på en forklaring end det, siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup til lokalavisen.

Sikkerheden

Arrangørerne har evalueret sikkerheden. Svømmerne blev fulgt af adskillige både med livreddere fra Trygfonden og af private borgere i kajakker.