Inger Christensen hyldes på frimærke

Forfatter, digter og poet Inger Christensen fra Vejle har fået sit eget frimærke. Sammen med ni andre kvinder er hun en del af PostNords nye og helt særlige frimærkeserie ”Markante Kvinder”


Forfatter, digter og poet Inger Christensen fra Vejle har fået sit eget frimærke. Sammen med ni andre kvinder er hun en del af PostNords nye og helt særlige frimærkeserie ”Markante Kvinder”. Kvinderne er valgt i samarbejde med Dansk Kvindesamfund.

Igennem tiden har bare 60 ”almindelige”, navngivne personer fundet vej på frimærkerne, og kun 10 af dem har været kvinder. Det bliver der nu rettet op på, hvor antallet af kvinder på frimærker bliver fordoblet.

Født i Vejle

Inger Christensen er en af Danmarks største digtere igennem tiden, og hendes værker er kendt langt ud over Danmarks grænser. Hun blev født i Vejle i 1935 og døde i København i 2009. Hendes bøger er oversat til 30 sprog, og hun har modtaget et utal af priser. Hun blev især kendt for digtsamlingen ”Det”.

Inger Christensens værker bliver den dag i dag stadigvæk genudgivet, brugt i undervisning i skoler og universiteter og hun inspirerer til stadighed spirende digtere. Så man må sige, at vi har med en digter at gøre, der i den grad har markeret sig og sat et aftryk.

En af de største

- En af vores største poeter gennem tiderne. Hun var på tale til nobelprisen i litteratur, og hendes poesi er anbefalet pensum i gymnasiet. Alligevel er hun langtfra lige så kendt som andre store danske forfattere, på trods af at hun er kendt og berømmet langt uden for landets grænser og oversat til de fleste europæiske sprog, siger forfatteren Gry Jexen i forbindelse med lanceringen af frimærkerne.

Udover Inger Christensen kommer Danmarks første kvindelige student og læge Nielsine Nielsen, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, konditor Karen Volf, verdens første kvindelige minister Nina Bang, rytteren Lis Hartel, Danmarks første kvindelige ambassadør Bodil Begtrup, seismolog Inge Lehmann, socialrådgiver Tine Bryld og sangeren Natasja Saad nu på frimærke.

Læs mere om frimærkerne

Inger Christensen
Inger Christensen
Foto: Sine Fiig / Scanpix