Insekter hitter i Vejle

Spiselige insekter har svært ved at indtage pladsen på danskernes spiseborde. Det prøver en udstilling på Økolariet i Vejle at lave om på.

I Vejle er der siden sidste år blevet spist flere melorme, fårekyllinger og græshopper end i andre byer.

Årsagen til det er en særudstilling på Økolariet i Vejle, der hedder ’Undskyld! Der er en orm i min kage’. Her kan man blandt andet få en hotdog med melorme eller en sandwich med græshopper.

- De besøgende i vores insektudstilling skal gerne finde ud af, at det ikke er så farligt at spise insekter. Danskerne har svært ved at spise dem, fordi vi ikke har vænnet os til dem endnu. Det er noget nyt og anderledes, siger Pernille Kjølholt, projektelder på Økolariet, til TV SYD.

quote

Insekter skal ikke bruge nær så meget plads, for vi kan stable insekter i opdræt af dem. Det kan man ikke med køer.

Pernille Kjølholt, projektleder, Økolariet. 

Fremtiden på kloden byder blandt andet på plads- og madmangel, og Pernille Kjøholt mener, det er nødvendigt at gentænke nye spisevaner. Her er det en god ide at få insekterne til at indtage pladsen på danskernes spiseborde, for de er fyldt med protein, ligesom andet kød vi spiser.

- Insekter skal ikke bruge nær så meget plads, for vi kan stable insekter i opdræt af dem. Det kan man ikke med køer, siger Pernille Kjølholt.

Over 80.000 har set og smagt på særudstillingen. Økolariet forlænger nu den populære udstilling til november.