Isblokke gennemgik en frossen forvandling

En række kunstnere slog sig løs midt på gaden i Give, hvor de skabte skulpturer af is.

Frosne krystaller fløj om ørerne på de folk, der gik over Torvet i Give lørdag. Her var en flok kunstnere fra blandt andet Samsø, Viborg og Kolding ved at skabe skulpturer af én meter høje isblokke.

Isskulpturerne er placeret på Torvet og i de omkringliggende gader, og det er andet år byen udsmykker gadebilledet med is. 

Med nattefrost og grader under frysepunktet søndag skal isskulpturerne nok blive stående weekenden ud. Mandag er der risiko for plusgrader, og så går det kun én vej for isen. 

Nu er det op til vejrguderne at bestemme, hvor længe isskulpturerne skal udsmykke Give.