Jelling Musikfestival er blevet en stor forretning

Jelling Musikfestival har skabt 20 arbejdspladser og en kæmpe omsætning.

Festival'en skabte i 2009 en omsætning på ca. 40 millioner kroner i Jelling - foruden festivalens egen omsætning, der er mindst lige så stor.
Samtidig skaber den 20 lokale arbejdspladser - og den vokser fortsat.
Det viser en rapport fra Rambøll, som har undersøgt 10 danske festivaler for Festival Danmark.

- Det betyder noget at have sådan en rapport, når vi skal have politikerne til at lytte og lave regler, så de ikke lukker os ved et uheld. Det kan handle om sikkerhed og andre krav. Måske vil politikerne løse et hooliganproblem i fodboldens verden. Men skriver man nu i en lov "fodbold og andre udendørs arrangementer", så ryger vi med, selv om vi aldrig har haft dét problem, forklarer Lars "Charlie" Mortensen, der er daglig leder af Jelling Musikfestival, til Vejle Amts Folkeblad.
 
Han er ikke voldsomt overrasket over, at han nu har papir på at lede en mellemstor lokal arbejdsplads.

- Når vi tænker på alle de teltfolk, chauffører, lydfolk osv., der arbejder her, og alle de møder vi holder, så bliver det til nogle årsværk. For mig er essensen af rapporten, at en festival er mere end bare øl og burgere. Ud over det kulturelle aspekt er der erhvervseffekt. Oplevelsesøkonomi har faktisk stor betydning. Det rækker ud over selve festivalen og ind i erhvervslivet, siger Charlie.