Jelling Musikfestival klar med internationalt hovednavn

Den skotske sanger Lewis Capaldi lægger vejen forbi Jelling i slutningen af maj.

2,6 milliarder gange er hans største hit 'Someone You Loved' blevet hørt på streamingtjenesten Spotify.

Og om fire måneder kan du høre det på Jelling Musikfestival.

Festivalen har netop offentliggjort den 26-årige skotske sanger Lewis Capaldi som hovednavn til 2023-udgaven af festivalen.

Badet i skotsk charme

Sidste år gæstede den skotske popballademager festivalen Northside i Aarhus, og hvis man skal tro musikmagasinet Gaffa, så bliver der noget at se frem til på Jelling Musikfestival til maj. 

Under overskriften "Lewis Capaldi badede Northside i skotsk charme" kvitterer anmelderen med seks stjerner ud af seks mulige.

Foruden Lewis Capaldi kan man indtil videre også se frem til at opleve Lukas Graham, Nik & Jay, Tobias Rahim, Medina, TV-2, Malte Ebert, Swan Lee, Blæst, Lamin, Prisma samt Torben Chris og Uffe Holm, der optræder live med deres podcast 'Bagstiv'.

Jelling Musikfestival finder sted fra 25. til 28. maj.