Jytte bringer landbruget ind til børn i byen

I Egtved er lokale kræfter gået sammen om at skabe en dag, hvor lokale landmænd tager dyr, traktorer og meget mere med ind til byen, så særligt børn kan lære, hvor maden kommer fra.

Køer, halmballer og traktorer havde lørdag fundet vej helt ind til midten af Egtved. 

Egtved Handelsforening og Kolding Herreds Landboforening er nemlig gået sammen om at skabe en dag, hvor lokale landmænd tager dyr og maskiner med ind til byen for at vise det frem, så både børn og voksne kan opleve, hvad landbruget har at byde på.

- Når nu byen ikke kommer ud til landbruget, og børn i skolen ikke rigtig ved hvor mælken og kødet kommer fra, så må vi en til byen, så folk kan få øjnene på for, hvad landbruget kan, siger Jytte Helene Have, der er en af de lokale landmænd, der stolt viser sit erhverv frem.

Og skal man tro arrangørerne, så er der brug for bringe land og by tættere sammen i byen. 

- Nu har jeg stået ved dyrene hele dagen, og der er rigtig mange ting, som folk ikke er klar over. Man kan ligefrem se, at det er en overraskelse for dem, når man fortæller om høns, æg og kyllinger, siger Lisbeth Møller Kjær, der arbejder ved Kolding Herreds Landboforening og har været med til at arrangere dagen. 

Håber på at gentage succesen

Der var mange aktiviteter på programmet for både små og store. Børnene kunne blandt andet komme helt tæt på alt fra heste og køer til store traktorer og mejetærskere. Og arrangørerne var glade for opbakningen. 

- Vi har ikke nogen officielle tal for, hvor mange der har været forbi, men jeg vil gætte på et par tusind mennesker, siger landmand og medarrangør Peter Sørensen.

Lisbeth Møller Kjær og Peter Sørensen, der er to af arrangørerne bag lørdagens arrangement i Egtved, håber, at de i fremtiden kan hjælpe med at udbrede konceptet til flere byer.
Lisbeth Møller Kjær og Peter Sørensen, der er to af arrangørerne bag lørdagens arrangement i Egtved, håber, at de i fremtiden kan hjælpe med at udbrede konceptet til flere byer.
Foto: Anne Sophie Lindinger, TV SYD

Lørdagens arrangement er det første af sin slags i byen, men landmændene håber på at gentage succesen næste år. 

- Det har været en succes. Det virker til, at gæsterne har nydt at være her, og jeg tror også på, at de har lært lidt mere om landbruget nu, siger Jytte Helene Have.

- Vi håber faktisk, at vi også kan være med til at udbrede konceptet i andre byer også, fortæller Peter Sørensen.