Kabinescootere skal få hjemmehjælpen hurtigt frem

Seks eldrevne kabinescootere skal bringe hjemmehjælpen i Vejle midtby hurtigere frem til byens ældre.

Trafikken i Vejle er en udfordring for mange - også medarbejderne i hjemmeplejen mærker det, når de skal rundt til byens ældre.

Ifølge Anne May Søiland, leder af rengøringsdistriktet i Vejle Kommune, bruger hjemmeplejen i langt højere grad end tidligere meget tid på transport på vejene og på at finde parkeringspladser.
- I nogle tilfælde må medarbejderne parkere flere hundrede meter væk fra borgernes hjem. Derudover skal de bære rundt på bl.a. rengøringsartikler, hjælpemidler og vasketøj, siger Anne May Søiland.

Hun håber, at medarbejderne med kabinescooterne nemmere kan finde parkering og komme gennem den tunge morgen- og eftermiddagstrafik, da en kabinescooter må køre på cykelstien. Samtidig er der god plads til bl.a. arbejdsredskaber i selve kabinen.

Kosten og Moppen

Rengøringsdistriktet har fået to kabinescootere, som de har døbt henholdsvis "Kosten" og "Moppen", da de kører rundt til byens ældre for at gøre rent og vaske tøj.

Også de to hjemmeplejedistrikter, som er tilknyttet henholdsvis Plejecenter Bakkegården i Vejle og Plejecenter Bakkeager i Bredballe, har hver fået to scootere.

De to kabinescootere er nu prøvekørt i et par uger og testkørererne kan bekræfte, at der i en kabinescooter er en god komfort. Medarbejderne er skærmet af for vind og vejr. Der er også god plads til arbejdsredskaber. Så kabinescooteren er et godt alternativ til en cykel.
- Vi skal bruge kabinescooterne, hvor de giver bedst mening og værdi, og vores erfaringer skal så bringes videre til resten af hjemmeplejen, siger Anne May Søiland.

Om kabinescooterere

  • Oprindeligt var en kabinescooter en scooter med en kabine bygget på, men i dag er kabinen en integreret del af scooteren og ligner de fleste små enpersons-elbiler med styr.
  • Når du kører en kabinescooter, gælder de gængse færdselsregler.
  • En kabinescooter må gerne køre på cykelstier, men ikke på fortove eller i gågader.
  • Føreren skal ikke bruge cykelhjelm eller sikkerhedssele, men lyset på kabinescooteren skal være tændt i lygtetændingstiden.
  • Derudover kræves der ikke nummerplader, da en kabinescooter betragtes som en knallert 30, og derfor behøver du ikke have kørekort, hvis du er over 18 år.