Kendt restaurant konkurs

Restaurant Vejlegården er nu fortid - fredag sendte de konkursbegæring.

Den omtalte Restaurant Vejlegården i Vejle er gået konkurs. Torsdag fik personalet nyheden, og fredag indsendte bestyrelsesformanden konkursbegæring til skifteretten i Kolding. Det skriver vafo.dk.

Vejlegården blev landskendt i 2012, da 3F-medlemmer kæmpede for, at de ansatte skulle have en 3F-overenskomst, og derfor blokerede de restauranten. Forpagter Amin Skov havde indgået ny overenskomst med Kristelig Fagforening.

Det var også samme år, hvor restauranten stod i flammer. Amin Skov var den eneste på stedet, og han blev senere sigtet for at have stiftet branden. En sigtelse, som frafaldt i 2013.

Og senest kunne vi så fortælle, at Amin Skov havde krævet erstatning for anholdelsen og sigtelsen af brandstiftelse. Et krav på 1,5 millioner kroner, som anklagemyndigheden afviste onsdag.