Kirke og moské har slået pjalterne sammen

I Løget ved Vejle bor moskéen og kirken side om side – nu har de indgået et samarbejde for at styrke fællesskabet i området.

Du skal elske din næste, som du elsker dig selv – sådan står det skrevet i Biblen. Og det er grundtanken bag et samarbejde mellem moskéen og folkekirken i Løget ved Vejle. De er nemlig naboer.

Søndag inviterer de to religiøse huse alle deres naboer i Løget indenfor til henholdsvis bøn og gudstjeneste. I moskéen bliver der serveret frokost, mens kirken i eftermiddag byder på kaffe og kage.

- I dag er det så let at grave grøfter, og folk er tilbøjelige til at være mistænksomme. Den mistænksomhed vil vi gerne vende til en nysgerrighed. Derfor åbner vi dørene, så vores naboer kan se, hvad der sker i kirken og moskéen, siger Christina Laursen, der er præst i Løget Kirke, til TV SYD.

quote

Det handler også om at signalere, at vi vil hinanden. At vi har lyst til at leve side om side.

Christina Laursen, præst i Løget Kirke

Løget er et område med mange etniciteter, så arrangementets formål er at skabe bånd og forståelse på tværs af kultur og religion.

- Det handler også om at signalere, at vi vil hinanden. At vi har lyst til at leve side om side, siger Christina Laursen, der håber at arrangementet kan være et forbillede for andre.

 Initiativet er i hvert fald blevet godt modtaget både i moskeen og kirken, hvor mange frivillige har meldt sig til at lave mad og bage kage. 

- Det er mit håb, at arrangementet kan skabe et endnu bedre naboskab, og at det ikke kommer til at stå alene, siger Christina Laursen til TV SYD.

De to religiøse naboer har allerede snakket om flere arrangementer, de vil søsætte for at bibeholde det gode naboskab.