Kirstine finder inspiration til genbrugsfund på facebook

Facebook vrimler med genbrugsgrupper, der kan give inspiration til, hvordan man får sine genbrugsfund til at ligne en million.

Kirsten Frøkiærs hjem er fyldt med genbrugsfund. I hendes stue er det kun to ting, hun har købt fra ny. Resten er genbrugsmøbler, hun har shinet op.

- Jeg går rigtig meget op i genbrug og det der med at få noget skrammel til at ligne en million, siger Kirstine Frøkiær til TV SYD

Inspirationen til at shine genbrugsmøblerne op finder hun på facebook, hvor hun er medlem af over 200 genbrugsgrupper. En af de grupper, Kirsten Frøkiær tjekker flere gange om ugen, hedder "Genbrug Vi gør gammelt til nyt". I gruppen kan man dele billeder af loppefund, man har sat i stand.

- Jeg synes, den er meget inspirerende. Der er rigtig mange kreative mennesker, som lægger billeder af ting op på gruppen, siger Kirstine Frøkiær.

quote

Jeg går rigtig meget op i genbrug og det der med at få noget skrammel til at ligne en million

Kirstine Frøkiær

Annemette Fast Christensen fra Oksbøl står bag gruppen. Hun er ikke kun imponeret over, hvor kreative medlemmerne er.

- De er så gode til at hjælpe hinanden. Når der bliver spurgt ind til, hvordan folk har gjort, når de deler billeder af noget kreativt, de har lavet, så er de hurtige til at svare og hjælpe, siger Annemette Fast Christensen.

Genbrugsentusiasten Kirsten Frøkiær har også selv lagt billeder op på gruppen, og hun kan godt lide at dele billeder af sine istandsatte genbrugsmøbler med de andre medlemmer.

- Det er meget lækkert, man kan få så mange kommentarer til sådan noget. Så kan man også få en ide om, det ikke er helt skidt, den ide man har fået, når andre synes, det ser godt ud, siger Kirstine Frøkiær.