Krigshelt blev hædret for sit mod

Tirsdag blev en af heltene fra 1864-krigen mod Preusen og Østrig hædret med en kransenedlæggelse på Give Kirkegård. Soldater fra Eskadronen ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, som bærer heltens navn, lagde en krans ved hans grav.

Krigshelt Niels Kjeldsen døde den 28. februar for 153 år siden i kampen om hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som dengang hørte under den danske krone. Ved syv-tiden søndag morgen stødte han sammen med preussiske tropper ved Blåkjær Skov på landevejen syd for landsbyen Højen mellem Kolding og Vejle.

quote

Vi hædrer ham i dag for de ting, han stod for. Selv om man kæmper mod overmagten, så giver man ikke bare op. 

Niels Kirkegaard, seniorsergent, Niels Kjeldsen Eskadronen, Jydske Dragonregiment

Sammen med seks andre menige dragoner var den 23-årige bondesøn fra Ullerup ved Give sendt ud for at tjekke, om preusserne var på vej nordpå i Jylland. Det var de. Niels Kjeldsen nægtede at overgive sig, det kom til kamp med sabler, og den unge mand fik bl.a. et alvorligt hug i hånden, men det stoppede ham ikke. I stedet skiftede han sablen over i den anden hånd og kæmpede videre. Han døde, da han blev skudt med pistol. Kuglen ramte ham i nakken og gik ud igennem panden. Niels Kjeldsen gled langsomt ned af sin hest, som fortsatte ind over marken med sadlen hængende under sig.

- Vi hædrer ham i dag for de ting, han stod for. Selv om man kæmper mod overmagten, så giver man ikke bare op.

Sådan sagde seniorsergent Niels Kirkegaard fra Niels Kjeldsen Eskadronen ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, som stod for dagens kransenedlæggelse ved Kjeldsens gravsted. Se et klip fra højtideligheden her: 

Krigshelten Niels Kjeldsen døde for 153 år siden. I dag blev han hædret med en krans ved sin grav.