Kunstner Thomas Dambo mødte selv frem for gøre trolden Ene helt klar til troldejagt

Byggearbejdet med en ny, stor trætrold i Børkop er færdigt, og i dag var kunstneren selv mødt op for at afslutte projektet.

Det er borgerne i Børkop, der har kontaktet kunstner Thomas Dambo og overbevist ham om, at hans trold nummer 81 skulle stå netop hos dem. 

Troldene er fordelt over hele verden og er bygget af genbrugsmaterialer. 

Trolden Ene står i Børkop ved Vejle.
Trolden Ene står i Børkop ved Vejle.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

De store trolde er gemt i naturen og skal få folk ud på troldejagt, og så har de alle et navn og en fortælling - og trolden i Børkop er ingen undtagelse.

- Trolden hedder Ene, og hun har gået rundt i området og fundet en meget stor flad og perfekt rund sten med et hul i midten. Ene er overbevist om, at det er en magisk sten, som hun kan se fremtiden igennem, forklarer troldens skaber, Thomas Dambo.

Trolden Ene sidder med en rund sten med hul i, som hun kan se fremtiden igennem.
Trolden Ene sidder med en rund sten med hul i, som hun kan se fremtiden igennem.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Han er også manden bag en kæmpetrold på Fanø og et par troldeunger i Horsens.

Om Thomas Dambos trolde:

  • Thomas Dambo er kendt over hele verden for sine store kunstprojekter udført i genbrugsmaterialer. Kunstnerens troldeskulpturer er opført i mere end 10 lande og er forbundet i det store eventyr: ”The Story of the Little People and the Giant Trolls”, som kunstneren selv har skrevet.
  • Ifølge kunstneren har troldene til formål at få folk ud af byerne, ud i naturen og udforske denne, samt at fortælle historien om vigtigheden af at beskytte Moder Natur.
  • Troldene har slået adskillige besøgsrekorder over hele verden, og flere medier som National Geographic, Lonely Planet, BBC og Chicago Tribune har omtalt Thomas Dambos arbejde med troldene. Til dagligt opererer Thomas og hans team i København. Under opsætningen arbejder teamet med lokale kræfter og frivillige.

To af de nu fire trolde i Syd- og Sønderjylland, Laura og Julian, bor i Horsens, hvor de hjælper mennesker med at gå på line.
To af de nu fire trolde i Syd- og Sønderjylland, Laura og Julian, bor i Horsens, hvor de hjælper mennesker med at gå på line.
Foto: Thomas Dambo