Kvinde fra Jelling tager bronzemedalje ved VM i sjælden hestesport

Sheena Bendixen forbedrede sig på sidste konkurrencedag og snuppede bronze i voltigering ved VM i Herning.

Sheena Bendixen kan fejre, at hun mandag hentede VM-metal på hjemmebane, da hun sluttede som nummer tre i voltigering ved VM i Herning.

Inden konkurrencens sidste dag lå hun nummer fem, men med veludført akrobatik på hesten Klintholms Ramstein avancerede hun til en podieplads med en samlet score på 8,511.

- Jeg var super målrettet, da jeg løb ind. Men så hørte jeg alle klapsalverne og kunne mærke, hvordan alle var med mig, og så blev jeg altså virkelig nervøs, fordi der var så meget på spil. Da jeg så kommer op og mærker hesten, kan jeg mærke, at der er rigtig meget power, så jeg kommer lidt usikkert fra start. Men jeg kæmper og kommer tilbage, og det er jeg bare så stolt af, fortæller Sheena Bendixen i en pressemeddelelse lige efter konkurrencen.

Hun blev overgået af tyskeren Julia Sophie Wagner (8,529) og den suveræne franskmand Manon Moutinho (8,963).

Sheena Bendixen er en af verdens bedste til den specielle sportsgren, voltigering. Den snart 30-årige bronzevinder flyttede til Jelling som 17-årig for at hellige sig sporten hos voltigeringstræner Lasse Kristensen på Thommysminde HesteCenter. Deres samarbejde har ifølge ZibraSport varet i 11 år, og indimellem har Sheena haft tid til at uddanne sig som landmand med speciale i svin.

Sheean Bendixen med longefører Lasse Kristensen og hesten Ramstein.
Sheean Bendixen med longefører Lasse Kristensen og hesten Ramstein.
Foto: Herning2022/Daniel Kaiser

Sheena Bendixen var mandag eftermiddag tæt på at tage endnu en medalje sammen med det danske hold i freestyle, men danskerne måtte nøjes med en fjerdeplads trods et flot program.

Danmark lå inden finaleprogrammet nummer fem og rykkede forbi Østrig, men Schweiz holdt sig foran danskerne og tog bronzen.

Tyskland og Frankrig var i en klasse for sig og tog henholdsvis guld og sølv.

Herning er vært for VM i dressur, paradressur, spring og voltigering. VM i ridning begyndte i lørdags og varer frem til på søndag. I løbet af VM-perioden vil 1100 heste lægge vejen forbi den midtjyske by.

Søndag vandt Danmark guld i holdkonkurrencen i dressur.