Længdespringeren Daniel Wagner ender med endnu en PL-bronze

Daniel Wagner blev nummer tre, da finalen i længdespring ved de paralympiske lege lørdag blev afholdt.

Daniel Wagner fra Vejle kan for tredje paralympiske lege i træk rejse hjem med en bronzemedalje i længdespring.

Ligesom i både 2012 og 2016 endte danskeren som nummer tre, da der lørdag blev afholdt finale i Tokyo.

Wagner lå ellers længe til at tage guld, inden både sydafrikanske Ntando Mahlangu, som vandt guld, og tyske Leon Schäfer overgik ham med deres sidste spring.

Danskeren havde som sidste springer muligheden for at afgøre det, men sprang altså ikke langt nok, da det gjaldt.

Finalen bestod af atleter med et handicap i kroppens nedre lemmer, og som enten konkurrerer med én eller to proteser.

Wagner startede godt ved at sætte ny paralympisk rekord i sin klasse med et spring på 7,07 meter.

Det endte med at være bedste spring efter de tre indledende runder. Ntando Mahlangu tegnede sig indledningsvist som danskerens største konkurrent med et spring, der kun var fem centimeter kortere end Wagners.

Overtrådte næstsidste spring

Den forsvarende tyske verdensmester, Leon Schäfer, spøgte også i kulissen, men først på sit næstsidste spring bød han sig til. Schäfer sprang 7,05 meter og meldte sig for alvor ind i guldkampen.

Nu var der fornyet pres på Wagner, der kiksede sit næstsidste spring ved at overtræde.

Med tre springere tilbage - herunder Wagner - stod det klart, at danskeren ville ende med en medalje. Spørgsmålet var så, hvilken slags det skulle være.

Ntando Mahlangu, der har to proteser, vippede Wagner af førstepladsen med et imponerende spring på 7,17 meter. Derefter slog Leon Schäfer også danskeren med et spring på 7,12 meter, som ligeledes overgik Wagners paralympiske rekord for atleter med én protese.

Det stod nu klart, at Wagner skulle overgå sig for at tage guld, og det skete altså ikke. Dermed endte det med en endnu en bronzemedalje til danskeren.

- Jeg havde håbet på, at det 7,07-spring havde holdt hjem.

- Men jeg havde selv regnet med mere fra min side af. Jeg ved, at formen er der, mentalt var jeg klar, og jeg synes også, selvtilliden var der, men jeg synes ikke helt, jeg finder gejsten frem. Heller ikke i det sidste spring, hvor alt er sat på ét bræt, siger Daniel Wagner.

Han havde satset på et spring omkring de 7,30 meter i finalen.

Mahlangus spring endte som ny verdensrekord i klassen for atleter med to proteser.

Søndag er Daniel Wagner i aktion igen, hvor der løbes indledende heat på i 100-meterløb.