Lærere gik forgæves efter feriepenge

Et par hundrede lockoutede lærere gik onsdag aften forgæves til byrådsmøde i Vejle for at få udbetalt deres feriepenge for det ferieår som udløber ved udgangen af april.

SF i byrådet havde indstillet, at kommunen udbetaler pengene, men det afviste et flertal.

17 stemte imod udbetalingen. 14 stemte for; nemlig SF, De Radikale og Socialdemokraterne.

Lærerne må undvære deres løn under konflikten, men de fleste af feriepengene er optjent før konflikten. Dertil kommer, at feriepenge ikke er løn, men en form for godtgørelse.

Danmarks Lærerforening i gang med at undersøge, om kommunerne er på den rigtige side af loven, når de ikke vil udbetale feriepengene.