Landmand skræmmer krondyr væk med Robbie Williams

Krondyr spiste landmands kartofler. Nu spiller han høj musik fra en traktor for at skræmme dyrene væk.

Egentlig er popdrengen Robbie Williams nok mest kendt for at være fløde for øregangen.

Men ikke hvis man er et krondyr.

Specielt ikke hvis man går på rov i kartoffelmarkerne hos Baldershave Landbrug ved Gadbjerg og mæsker sig i kartofler.

Og det går ikke, for her forsøger man at fremavle kartoffelsorter, og derfor må de forskellige sorter i marken ikke blandes.

Men nu har ejeren af landbruget, Søren Søndergaard, fundet en løsning på problemet.

quote

Det ser ud til, at det virker. Siden vi satte traktoren ud i marken for ti dage siden, har vi ikke set krondyr.

Søren Søndergaard, gårdejer, Baldershave Landbrug

I et forsøg på at skræmme dyrene væk stiller han nemlig en traktor på kartoffelmarken med åbne døre og med volumeknappen skruet op på max. Det har landmanden delt en video af på sin Facebook-side, hvor traktoren spiller nummeret ’Angels’ af Robbie Williams.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Noget kunne tyde på, at kronvildtet ikke er meget for de ellers uskyldige toner fra den britiske charmeur og for den anden musik, som landmanden spiller på marken.

For siden Søren Søndergaard begyndte at spille høj musik fra traktoren, har der ikke været ubudne gæster i kartoffelmarken.

- Det ser ud til, at det virker. Siden vi satte traktoren ud i marken for ti dage siden, har vi ikke set krondyr, siger Søren Søndergaard.

quote

Det er et stigende problem på egnen med flere krondyr, fordi de ødelægger de afgrøder, vi som landmænd lever af.

Søren Søndergaard, gårdejer, Baldershave Landbrug

Om det lige netop er Robbie Williams' popmusik, der ikke falder i kronvildtets smag, ved Søren Søndergaard ikke. Men han har fået flere bud på, hvilken musik han ellers kan spille fra traktoren.

- Vi har fået mange gode forslag. Nogle mener, at Queen eller russisk militærmusik ville have en bedre effekt, fortæller landmanden fra Gadbjerg.

Krondyr et stigende problem

Selvom det kan lyde uskyldigt, så er det ifølge Søren Søndergaard en trussel mod planteavlere som ham.

- Det er et stigende problem på egnen med flere krondyr, fordi de ødelægger de afgrøder, vi som landmænd lever af. Men på den anden side er vi også naturelskere, og vi elsker at se et flot krondyr komme løbende hen over marken. Så det er med blandede følelser, konstaterer Søren Søndergaard, der også er formand for Sagro, der er landbrugets rådgivningsvirksomhed

Han mener derfor, det er vigtigt, at bestanden bliver holdt nede.

- For ti år siden havde vi stort set ikke kronvildt her på egnen. De samles i store flokke, og sådan en flok kan hurtigt gøre skade på skov og mark. Bestanden stiger, så vi har et ansvar sammen med jægerne om, at vi får reguleret noget af vildtet, så produktionen af nyt kronvildt aftager, siger Søren Søndergaard.