Legesyg delfin på besøg i Vejle Fjord - en vild oplevelse
Det er en helt vild oplevelse. Jan W. Madsen fra Vejle fik i weekenden et usædvanligt møde med delfinen Skywalker under en sejltur på fjorden.
- Den ville lege. Helt sikkert. Den var bare legesyg, og jeg var helt oppe at køre.
Jan W. Madsen var egentlig sejlet ud for at overnatte på vandet og for at se, om han kunne fange et par fisk, men vejret fik ham til i stedet at lægge til ved en ankerbøje ved Andkær Vig.
Og det skulle vise sig at være et godt valg, for pludselig mærkede han inde fra båden, at den begyndte at køre rundt, og der var noget, der trak i den.
- Og så fik jeg jo nærmest et chok, da jeg kom ud og så den dér store delfin lege med rebet, fortæller han.
Legede tovtrækker
Delfinen var tydeligvis legesyg.
- Så jeg begyndte at lege med den og trække i rebet. Og dét, der var rigtig sjovt, var, at når jeg slap rebet, så stoppede den, og så lå den bare og kiggede på mig, til jeg tog fat i rebet, og så begyndte den ellers igen. Det var en ret fed oplevelse.
Legen fortsatte 30-45 minutter.
- Så lod jeg den være, og så svømmede den lidt rundt. Der lå et par andre både også. Dem var den henne og kigge til, og så kom den tilbage igen. Jeg tror sammenlagt, den var der i over en time, og så forsvandt den igen.
Ind imellem tog Jan W. Madsen videoer, som han senere har delt på Danske Tursejleres Facebook-side.
På damejagt
Danske Tursejlere har ud fra videoen identificeret delfinen, som er kendt under navnet Skywalker.
Den kan blandt andet kendes på en hvid plet, den har på halefinnen.
Delfinen kommer fra Skotland, og har længe opholdt sig i Limfjorden omkring Thyborøn sammen med flere familiemedlemmer.
Hval-ekspert Carl Kinze har til TV2 Nord fortalt, at Skywalker har opholdt sig ved Thyborøn sammen med tre hundelfiner i flere år, heriblandt Skywalkers mor, Chewbacca, og søsteren Leia. Nu har den brudt med flokken og er gået på ”damejagt”.
Delfinen – som er et såkaldt ”øresvin”, har derefter opholdt sig ved Hirtshals, og er den seneste uge set langs østkysten – blandt andet ved Mariager Fjord – og nu altså også i Vejle.
Kæmpe fisk
Jan W. Madsen beskriver Skywalker som en kæmpe fisk - fire gange større end de marsvin, han ofte ser på sine sejlture.
- Det er en oplevelse for livet. Det er jo ikke noget, man oplever hver dag. Jeg er vant til at se sæler og marsvin – men ikke sådan en stor fisk.