Lokal brugs opfordrer unge til at ikke at købe smøger

I den kommende tid vil man på Super Brugsen i Jellings Facebookside finde advarsler mod at begynde at ryge.

I fremtiden kan man finde anti-ryge opslag på Jelling Superbrugs Facebookside ved siden af konkurrencer og gode tilbud. Og det er kun, fordi to mænd tilfældigt mødte hinanden.

De to mænd er brugsuddeler Henrik Ølgaard Werge og den tidligere direktør for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.

- Ja, jeg mødte Leif tilfældigt en dag, og så kom vi til at snakke om, hvor farligt det er for især unge at begynde at ryge, og jeg må indrømme, at jeg blev rystet, fortæller brugsuddeler Henrik Ølgaard Werge.

Og det hele begyndte som et tilfældigt møde mellem disse to herrer.
Og det hele begyndte som et tilfældigt møde mellem disse to herrer.

Og den tidligere  direktør er ikke mere tidligere, end at han stadig brænder for den gode sag.

- Hver dag er der 1.000 11-årige, der ryger i Danmark. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt, fortæller den tidligere direktør for Kræftens Bekæmpelse.

Vanedannende som heroin

Det er usundt for alle at ryge, men det er specielt farligt for helt unge. Faktisk er tobak på mange måder lige så vanedannende som heroin.

- I den alder er de ekstra modtagelige for de afhængighedskabende stoffer, der findes i tobak. De bliver meget lettere afhængige, og de får ekstra svært ved at holde op igen senere.

Coops butikker var nogle af de første til at skjule tobakken bag et forhæng. Det og et nyligt prishop har fået salget til at falde med ti procent. Men man kan stadig købe smøger i Superbrugsen i Jelling.

- Vi kan jo ikke sige til folk, at der er noget, de ikke må købe. Men bare vi kunne forhindre de unge i at begynde at ryge, siger brugsuddeler Henrik Ølgaard Werge.

Er Facebook det rigtige sted

Han vedstår blankt, at han ikke er nogen ørn på sociale medier, det har han folk til. Og de har så lavet en håndfuld videoer, der advarer unge mod rygning, og de kan i den kommende tid ses på Superbrugsen Jellings Facebookside.

Og hvad synes Jellings ungdom så om initiativet? En uvidenskabelig rundspørge på Bredagerskolen viser, at de 15-årige, som TV SYD  talte med, syntes, at det var en god idé, at Superbrugsen går på Facebook med sit ikke-ryger budskab. En enkelt, Alberte Hensen, foreslog dog at udvide kampagnen til Instagram.

- Det er ikke det her, der kommer til at forandre verden, men hvert eneste lille tiltag, vi kan gøre for at forhindre unge i at begynde at ryge, hjælper, mener også den tidligere direktør for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.